Jeg fik friheden tilbage

Publiceret den 06/09/17 0 Kommentarer

blomst

“Bare at kunne gå frit rundt” var mit svar, når minnesotabehandleren for 24 år siden spurgte, hvad jeg gerne ville, hvad jeg ønskede mig af livet.

Dengang var frihed ikke en selvfølge.

Jeg var så fuld af angst, at jeg helst ikke gik uden for en dør, og oven i angsten kom skammen, fordi jeg  følte mig nødsaget til at sluge al det alkohol og alle de piller, jeg kunne få fat på for at dulme angsten og alle de andre følelser, jeg havde svært ved at håndtere. Et følelsesmæssigt fængsel, delvist selvskabt.

I dag har jeg friheden til at gå frit rundt. Der er få situationer, som stadig kan få angsten frem i mig, men jeg har taget det valg, at angsten ikke skal styre mig.

Det har været en lang rejse, og jeg værner om min frihed, som vel nok er en af mine vigtigste værdier. Jeg kan male, synge, rejse, arbejde, køre bil, tale i en forsamling og gøre alt det, der tidligere var umuligt.

Jeg er nok en person, som kan beskrives som sensitiv. Jeg mærker stemninger, er et antennebarn, hvilket nok har været med til at gøre mit liv svært.

De sidste mange års arbejde med mig selv har givet mig en slags usynlig frakke af beskyttelse.
Iklædt denne frakke er jeg idag i stand  til at hjælpe andre, der mangler frakker.

Ind imellem tænker jeg, at jeg skal videre, arbejde med noget mere betydningsfuldt, værre større, kunne mere. Men når jeg tænker på denne rejse, kan jeg kun føle taknemmelighed over at være lige her, hvor jeg er. Tak

 

Dorte Have
Livsmentor og coach
www. City-coach.dk

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *