Om abstinenser

Publiceret den 09/06/16 0 Kommentarer

valmuer_1Der findes stadig den slags dage, hvor jeg virkelig har lyst til at drikke mig i hegnet. Og forsvinde for verden og alle dens fortrædeligheder og bare gemme mig i mig selv. Eller til at sidde på en hyggelig fortovscafé og drikke det iskolde glas hvidvin, der er superhyggeligt, mens det varer, men en katastrofe bagefter, fordi jeg ikke bare kan drikke et glas.

Er det provokerende at skrive sådan i dette forum? I givet fald står det helt for min egen regning. Og er bare en indledning til, hvorfor jeg altid vælger IKKE at gøre det.

Udover de rent psykiske, menneskelige og måske økonomiske konsekvenser af at tage det—for mig—forkerte valg i forhold til alkohol, så er de fysiske eftervirkninger af alkohol faktisk en af mine altovervejende grunde til at lade helt være med at røre det.

Jeg har haft min andel af abstinenser

Jeg har taget min, fuldstændigt berettigede, kolossale portion abstinenser, og jeg har valgt, at jeg aldrig, aldrig vil have det sådan igen.

Mit drukmønster var gennem mange år præget af en underlig, indre retfærdighed, som basalt vel kom af, at jeg overbeviste mig selv om, at ville jeg nyde, måtte jeg også lide for det. Først de sidste få måneder, da den ultimative selvdestruktion satte ind, drak jeg om morgenen, ellers så jeg mine såkaldte tømmermænd som en yderst retfærdig følge af, at jeg uforvarende var kommet at drikke lidt for meget. Så kunne jeg lære det, kunne jeg! (Besynderligt nok lykkedes det så aldrig!).

Og det var et helvede. Hovedpine, der langt oversteg Panodilgrænsen, rystelser og total mangel på fokusering med øjnene. Svimmelheden, eller følelsen af konstant at gå rundt i en osteklokke, var næsten det værste. Jeg eksisterede i min egen lille verden derinde, og alt det udenfor var egentlig kun til besvær. Jeg var i verden, men tog ikke del i den. Der var også de natlige svedbade, den evige snurren i fingrene—og fremfor alt selvmedlidenheden. Det kræver en stor portion selvmedlidenhed at overleve en form for permanent influenzatilstand tilsat osteklokke og – ikke at forglemme!- dårlig samvittighed.

Jeg kan stadig huske, hvordan fliserne på min arbejdsplads kunne skifte kontur efter mine tømmermænds styrke. Og hvordan det var sikrest at krybe ned af de alenlange gange langs med væggene, fordi midtergangsspadsering var direkte angstfremkaldende. At jeg måtte opgive at skrive på tavlen, fordi mine såkaldte bogstaver i bedste fald lignende en dårlig efterligning af kinesiske skrifttegn, og jeg i øvrigt var ved at besvime bare ved tanken om kridt. Hvordan det var et mareridt og no-go at trykke koden til Dankortet i supermarkedet, fordi kroppen og fingrene konstant var i bevægelse og ligesom havde helt deres eget, uforudsigelige liv. Så der skulle først hentes penge i automaten, og evt. byttepenge blev aldrig lagt i pungen, fordi det var et uladsiggørligt at lyne den op og i.

Men allermest, at andre mennesker blev en belastning. Det var faktisk rarest, at de ikke eksisterede eller blandede sig i mine cirkler. Jeg havde noget, der lignende et helt katalog af fortrædeligheder, jeg var kommet ud for—blot for overbevisende at kunne forklare, hvorfor jeg havde det så dårligt og helst ville passe mig selv. Helt konkret kræver det faktisk også en rimelig portion fantasi gentagne gange at forklare, hvorfor der er så meget, man ikke kan, når ordet ”abstinenser” ret beset er det eneste, man ikke kan bruge.

Mit liv var styret af Plan B, C og D. Jeg ville så umådeligt gerne holde mig til A og gøre det, der oprindeligt var intentionen, men her satte fysikken grænser. Så på den måde blev de fysiske begrænsninger også en direkte kilde til en psykisk stressfaktor.

Abstinenser – en loose/loose situation!

Så jeg har valgt, at jeg aldrig vil have abstinenser mere. Rent matematisk er det også en loose/loose situation. Hvis jeg bruger 2 timer på at drikke mig i hegnet, vil jeg, som minimum, have fysiske abstinenser 8-10 timer og psykiske et par måneder. Det giver ligesom ikke ret meget mening. Nu er det jo ikke netop den slags logik, vi alkoholikere er kendt for. Men det kan det blive

Så selv om jeg stadig ind imellem kan have lyst til at drikke mig i hegnet eller drikke det der dødsensfarlige, iskolde glas hvidvin, så har jeg valgt at lade være. Jeg gider ikke have abstinenser. Måske kan jeg ikke gøre FOR, at jeg er alkoholiker, men jeg kan vælge at gøre noget VED det!

 

./Anette

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *