Om kontrol

Publiceret den 18/05/16 0 Kommentarer

GravlevNormalt forbindes kontroltab med alkoholikerens manglende evne til at stoppe alkoholindtagelsen, når han/hun først har begyndt drikkeriet. For det meste under eller efter den første mundfuld…..
For mig betyder ordet meget mere. Jeg forbinder det med den ultimative opløsning, den håbløse degradering, den uundgåelige fornedrelse, hvor bunden nås, og hvor man helt og definitivt taber sig selv. Men også der, hvor man endelig erkender, at man er totalt magtesløs overfor alkohol. Og hvor man indser, at den kontrol, der i årevis har været hele hjørnestenen/omdrejningspunktet for ens tilværelse, kun har været en lille, sølle undskyldning for at drikke.
Derfor handler dette primært om kontrol. Alkoholikerens påståede kontrol over tilværelsen og sig selv. Den, der – i alt fald for mig- lullede mig ind i den besnærende tanke, at alt var i sin skønneste orden, så længe jeg bare kunne kontrollere det hele! Altså indtil jeg tabte den….. Og dertil kommer vi alle, vi alkoholikere!

Kontrol og regler

I mange år kontrollerede jeg ethvert aspekt af mit eget—og sikkert også min families! -liv med det ene soleklare formål at få druk på dagsskemaet på den mest belejlige måde. Sådan at det generede mindst muligt. Det faktum, at det ikke ville have generet, hvis det ikke var et skemapunkt, faldt mig på intet tidspunkt ind.

Jeg havde 2 overordnede regler: 1) ingen spritkørsel og 2) ingen alkohol i forbindelse med arbejde. Som den gode og pålidelig mor, jeg bildte mig ind at være, arrangerede jeg i en uendelighed kørsel til og fra børneaktiviteter, således at det altid var mig, der bragte. Og hellere bringe adskillige gange for mange (det går vel ind på goodwillkontoen?), end at lade afhentning forstyrre den druk, jeg efter al den transport var i min gode ret til at belønne mig selv med. Faktisk dansede ikke bare mine egne, men også adskillige andres børn, efter min planlagte druklogistik.

Når jeg skulle på arbejde næste dag, havde jeg nøje udregnede kvoter for, hvor meget jeg måtte drikke aftenen forinden. At jeg, som tiden gik, fik sværere og sværere ved at overholde dem, valgte jeg behændigt at overse. På et tidspunkt bildte jeg mig selv ind, at det var mængden/målet, der var kvoten—mens jeg totalt ignorerede, at der kan være forskel på ½ flaske rødvin og ½ flaske vodka!

Jeg lavede også en aftale med mig selv om, at jeg ikke måtte drikke før aftensmaden. For hvis jeg kunne lade være med det, var det jo klart for alle, eller i alt fald mig selv, at jeg havde kontrollen og absolut intet problem. Den overholdt jeg også. Til gengæld spiste vi tidligere og tidligere, bl.a. har jeg til mine børns store forundring præsteret at servere flæskesteg med hele svineriet 15.30. Om sommeren.

Så længe jeg kunne holde familien og en stor del af kvarteret i kort snor, kunne jeg behændigt få lov at drikke. Desværre har børn den indbyggede, ubehagelige ulempe, at de bliver større og mere indsigtsfulde, så de sidste år af mit drikkeri blev det mere og mere besværligt at forklare den druklogistik, der var så åbenbar og indlysende for mig selv, men som de fik sværere og sværere ved at se.

Det, jeg dengang forbandt med kontroltab, var mit eget personlige tab af kontrol over verden. Det værste var, hvis andre af den ene eller anden grund ubehøvlet ikke indrettede sig efter mit dagsskema. Et rigtigt godt eksempel er den udenbys kollega, som med et meget vigtigt, uopsætteligt ærinde skulle ringe til mig på et—af mig—fastsat tidspunkt. Før aftensmaden, forstås! Og vedkommende ringede ikke. Det var enormt stressende at skulle bestemme sig for aftenens forløb. For hvad hvis han ringede senere, og jeg var hørligt beruset og ude af stand til at drøfte sagen? Eller—og endnu værre!—hvad hvis han slet ikke ringede, og jeg så spildte kostbar druktid på at holde mig ædru til ingen verdens nytte?

Det var mig og mine behov, der stod i centrum

Jo, i mit eget lille, forkvaklede univers havde jeg den ultimative kontrol over alt og alle med det ene, soleklare formål at skaffe mig plads til at drikke. Og univers er desværre et umådeligt godt ord i forbindelse med min selvopfattelse. Jeg var solen, som alle planeterne skulle danse omkring. Det var mig og mine behov, der stod i centrum. Jeg var overbevist om, at jeg skinnede på dem, når min planlagte bane gennem universet gav mig plads til at drikke. Ligeledes var de ikke et sekund i tvivl om, når de ødelagde mit solsystem. Så gik solen ned.

Ikke før jeg erkendte min magtesløshed på den nådesløse, ubarmhjertige måde—det er den, hvor enhver påstået kontrol over jeg-et ophører—var jeg rede til at modtage hjælp. Og som en fantastisk sidegevinst slap jeg—og sikkert adskilligt flere andre, end jeg egentlig har vidst!– af med al den kontrol. Faktisk skal jeg jo kun kontrollere mig selv i forhold til alkohol. Resten lader jeg trygt andre mennesker bestemme over.

./Anette

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *