Jeg måtte næsten dø for at lære at leve – 2

Publiceret den 09/02/16 0 Kommentarer

Da jeg endelig lærte at leveDa alt drejede sig om at få mere at drikke

Medens jeg skriver disse ord, kan jeg uden stort besvær huske, hvordan det da var at være mig. Fysikken led kraftigt under det daglige alkoholindtag. Jeg drak i hvert fald en hel flaske vodka om dagen og ofte mere. Det var længe siden, at jeg havde kunnet løbe bare 50 m, og alene overvægten gjorde fysisk anstrengelse ubehageligt.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet – hvilket jeg meget nødig gjorde – var det et oppustet lidt gustent ansigt med et sløvt blik i øjet, der kiggede tilbage.

Alt drejede sig om enten at få mere at drikke, skjule hvad jeg havde drukket og desperat forsøge at dække over mine svigt overfor børnene, familien, venner og arbejdspladsen. Alle steder i mit liv var der ting og gøremål, der blev forsømt. Det var lige meget i hvilken retning, jeg vendte mig: der var altid en aftale, jeg havde glemt, et løfte jeg havde svigtet og et hav af ugjorte gøremål. Og når jeg så tog mig sammen og forsøgte at handle på tingene, var det som om, at jeg var ude af stand til at gøre det rigtigt: jeg hængte det beskidte vasketøj til tørre eller ringede den samme ven op med 1/2 times mellemrum ude at stand til at huske, at vi netop havde talt sammen.

Når nogen påpegede mine fejl, blev jeg ynkelig og fandt på løgnagtige historier om sygdomme og dramatiske hændelser i mit liv, som skulle begrunde min mærkværdige adfærd. Jeg havde ingen drømme om noget som helst andet end den næste slurk alkohol.

Fra i morgen er det slut…

Det var essensen af mig dengang. Der var egentlig ikke så meget mere udover selvfølgelig de utallige gange, jeg sagde til mig selv, at fra i morgen ville det være slut. Jeg ville kun drikke, når det hørte sig til og ligesom alle andre.
Jeg lavede i tusindvis af hemmelige aftaler med alkoholen, som hver gang blev brudt og blot førte mig længere ud i et ensomt tomrum

I dag har jeg lært at leve

Jeg sidder her næsten 7 år senere og forundres til stadighed over de forandringer, der er sket i mit liv siden min behandling på Tjele. Det er svært at forklare for familie og venner, at den omstændighed, at jeg ikke længere drikker alkohol, har medført så fundamentale ændringer i min
måde at leve livet på.

De gode og varige forandringer i mit liv er kommet indefra. Som et udslag af at jeg har lært at træffe sunde og også indimellem modige beslutninger for mig selv.

Min behandling og deltagelse i AA- møder har givet mig en ny god overbevisning om, at jeg er nogenlunde fuldstændig, som jeg skal være – et menneske på godt og mindre godt. At jeg må være i det, der er lige nu, med tålmodighed og venlighed og forsøge at skabe forandringen selv, hvis der er noget, jeg ikke har sindsro til at acceptere. Det har været en åbenbaring af de helt store, at det ikke er op til andre mennesker at gøre det godt for mig, men at opgaven ligger hos mig.

Der er næsten ingen grænser for, hvad jeg vil kunne nå at opleve i mit liv, hvis jeg tør handle – og handle rigtigt.

Og så i øvrigt huske at sige det højt, så det kan høres, når jeg har brug for hjælp. For hjælpen er der, når vi rækker ud efter den.

 

./Mette

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *