Jeg måtte næsten dø for at lære at leve

Publiceret den 04/02/16 3 Kommentarer

sisyfos

Da jeg ramte min bund

Sidste gang jeg drak alkohol var den 6. februar 2009 ved middagstid.

Det skulle tilfældigvis blive det meste af en flaske gammeldansk, som jeg rystende af abstinenser
havde indkøbt på den lokale tankstation. Hvorfor det lige blev gammeldansk, husker jeg ikke
længere. Jeg har vel regnet med, at mit indkøb kunne ligne noget legitimt, såsom en flaske til en
lille-een til fælles morgenkaffebordet med kollegerne.

Jeg kan derimod huske, at jeg betalte med kontanter – sedler – og at jeg på grund af mine hænders rysten ikke kunne tage imod byttepengene, men i stedet bad den undrende ekspedient om at lægge pengene i en pose sammen med flasken.

36 timer forinden var jeg blevet anholdt af politiet og sigtet for spirituskørsel. Den sidste køretur
endte med et solouheld på min egen gade knapt 200 meter fra mit hjem. Tale om at “skide i egen
rede”.

Da jeg med flasken og byttepengene i posen hastede gennem min carport, bemærkede jeg skaderne i bilens front. Bilen blev senere dømt totalskadet af taksator og endte sikkert sit liv som reservedele i andre Saab-biler.

Medens jeg skriver disse ord, kommer følgende sætning til mig: Tænk, at jeg næsten måtte dø for at lære at leve.

Ikke dø som i at solouheldet kort forinden havde været synderligt farligt for mig. Og heller ikke døsom i, at min fysiske død som følge af druk var umiddelbart forestående.

Nej, jeg mener dø, som i tabet af mig selv som et menneske med værdier, drømme, ønsker og moral.

Men netop denne køretur skulle vise sig at blive et helt centralt vendepunkt i mit liv.

Uden at jeg dengang kendte betydningen af begrebet, havde jeg “ramt min bund”. Da var det længe siden, at noget havde stået så lysende klart for mig, som det gjorde den aften: “Det næste, du står til at miste, er dine børn, Mette. Du er slået. På knock-out.”

Alkoholiker – promillen talte for sig selv

Jeg var meget fordrukken. Jeg kan svagt huske politiassistenternes stilfærdige ordveksling på stedet om resultatet af udåndingsprøven. De bad mig for en sikkerheds skyld afgive en ny prøve. Med et tilsyneladende ligeså overraskende resultat. Også lægen på politigården tog to blodprøver.

Det endelige svar på prøven et par uger senere var et chok.

Min sidste køretur som aktiv alkoholiker fandt sted imellem min daværende arbejdsplads og mit hjem. Med en alkoholpromille på 3,78.

Nu skylder jeg at fortælle, at jeg da igennem et 18 års arbejdsliv havde set min del af promilleerklæringer, og jeg havde kun et par gange haft oplevelsen at tiltale en medborger for spirituskørsel med en tilsvarende høj promille.

Alene resultatet af blodprøven udgjorde for mig – skulle jeg have savnet andre – et enkeltstående og afgørende bevis på, at jeg havde placeret mig selv i en noget tvivlsom promille elite, og at jeg havde et problem, der skulle løses. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg med mit 3,78-stunt samtidig havde indløst en bortvisning fra min arbejdsplads.

Men tilbage til min pose med flasken med gammeldansk, som hurtigt kom ind ad døren sammen med byttepengene og mig, for derefter at blive sat for munden og indtaget i glubende slurke, som straks havde den ønskede virkning, som jeg bedst kan beskrive med det engelske ord “numbness” – en behagelig følelse af ligegyldighed.

Slut med livet som aktiv alkoholiker

Situationen var den, at jeg snart ville være på vej til at checke ind på Søgården, Tjele, hvor der af min søster var blevet bestilt en plads. Min påvirkethed hjalp mig igennem den næsten ubærlige seance med at sige farvel og på gensyn til mine ulykkelige 10 årige tvillinger, som var forskrækkede over, at vores bil så ud, som den gjorde. Dette var for dem den foreløbige kulmination på en meget utryg flerårig periode med en mor, som opførte sig mere og mere ansvarsløst.

Jeg kan huske, at jeg næsten ikke kunne komme hurtigt nok væk. Væk fra det liv, som jeg ikke længere magtede. Da jeg lidt senere om eftermiddagen blev kørt langt ind i Himmerland, vidste jeg, at jeg havde efterladt et kaos bag mig.

 

./Mette

3 kommentarer

  1. Niels-Jørn Jakobsen siger:
    Monday, February 8, 2016 at 6:16pm

    Kære Mette.

    Rigtigt mange tak for din ærlige og detaljerede beskrivelse af din situation, da du ”ramte” din bund.

    Vi er mange, som kan nikke genkendende til dine oplevelser, som vi desværre også har haft til ulidelighed.

    Du har også måttet opleve at skuffe, svigte og såre alle i dine omgivelser, som vi ligeledes er rigtig mange, der har gjort. Midt i al den gennemlevede elendighed, må du vel nok prise dig lykkelig over ikke at have forvoldt skade på tredjemand med din spirituskørsel. En gang spirituskørsel med en alkoholpromille på 3,78 er godt i en klasse for sig, det må have krævet god træning.

    Heldigvis står du nu tilbage som ædru alkoholiker og jeg ønsker dig et stort tillykke med det – godt gået! Du har reddet dit eget liv og er så tilmed så heldig, at du ikke i din spirituskørsler har forvoldt, at uskyldige har mistet deres liv, det ville ikke have været til at bære – vel!

    Kærlig hilsen og alt godt til dig og dine.

    Niels-Jørn, alkoholiker

    Skriv svar

  2. Torben siger:
    Tuesday, February 9, 2016 at 7:28pm

    Stærk historie og virkelig godt fortalt. Er glad på dine vegne. Godt gået

    Skriv svar

  3. Gitte Bang Hansen siger:
    Saturday, June 11, 2016 at 8:09am

    Hvor ville jeg ønske jeg havde været ædru i lige så lang tid. Sidder her med abstinenser og er på første dag. Men min beslutning er truffet. Min bund nåede jeg i forgårs. Jeg orker ikke at drikke mere. Og glæder mig til der er gået bare et par dage mere og jeg forhåbentlig kan se lidt fremad igen.
    Det er rigtig godt at læse om andres historie og godt at se at det kan lade sig gøre at stoppe drikkeriet. Giver mig håb .
    Kærligst Gitte

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *