Alkoholfamilier – Når børnene betaler prisen

Publiceret den 18/01/16 0 Kommentarer

Mor eller far drikker. Når ferier bliver et helvede

Da jeg for mange år siden begyndte at arbejde med alkoholisme, undrede det mig, at jeg så tit blev kontaktet af frontpersonale i sundhedssystemet, der spurgte mig, hvordan man spotter og hjælper børn i alkoholfamilier. Jeg tænkte, at ”det må de for sørensen da allerede vide noget om – det er jo sundhedspersonale”. Henvendelserne er gennem årene ikke blevet færre, men nu undrer det mig ikke mere. Det beviser mere end noget andet, at der for det første er klare intentioner om at hjælpe, og for det andet, at det er umådelig svært at håndtere afhængighed selv for sundhedspersonale.

Samtidig fortæller det mig også, at på trods af de utallige projekter og undersøgelser, der laves fra ministeriel og offentlig side, er sådanne tal og analyser kun konstateringer og ikke i sig selv handlingsværktøjer for sundhedspersonale på alle niveauer. Alle kender efterhånden Sundhedsstyrelsens opgørelser, der siger, at:

• 60.000 børn lever i familier, hvor mor eller far har været indlagt med en alkoholrelateret diagnose
• 200-250.000 lever med forældre, der er storforbrugere
• Børn af alkoholikere undertrykker egne følelser
• Børn af alkoholikere påtager sig for tidligt en voksenrolle
osv. osv.

Disse tal og konstateringer er selvfølgelig i sig selv skræmmende nok. Men hvad der er endnu værre er, at det er enormt svært at komme ind på disse børn, fordi de er blevet en integreret del af den dysfunktion, der hersker i et alkoholiseret hjem. Derfor er det lige så svært at få et barn til at erkende behovet for behandling som at få brudt benægtelsen hos alkoholikeren. Men bliver der ikke sat ind i tide, bliver det endnu sværere – for ikke at sige umuligt – at få voksne børn af alkoholikere til at erklære sig behandlingskrævende.

Hvordan får vi overhovedet øje på disse børn, hvis vi så skal intervenere dem? På denne begrænsede plads kan jeg naturligvis ikke afdække hele problemets omfang, men jeg kan forsøge at give en autentisk fremstilling, som jeg naturligvis gerne vil uddybe ved en anden lejlighed.

Alkoholfamilier – her er ikke noget galt!

Mine erfaringer bygger på såvel personlige som professionelle oplevelser. Inden jeg selv kom på Tjele i 1999, havde min sygdom fået mig til at ødelægge alle relationer i såvel min familie og vennekreds som på mine skiftende arbejdspladser. Specielt mit eneste barn, en ellers ”normalt fungerende” søn, led meget under mit misbrug. Han var ca. 7 år, da mit åndelige fokus skiftede til alkoholen, og han var 20, da jeg endelig kom i behandling.

Den største barriere for, at der var nogen, der greb ind i vores liv, var, at vi udadtil signalerede ro og orden og styr på tingene. Men inde bag ligusterhækken i millionvillaen herskede der kaotiske tilstande. Jeg havde et godt job som direktionssekretær, min samlever (som ikke er far til min søn) var succesrig direktør, vi havde 2 biler i garagen og en stor omgangskreds, – havemand, rengøringshjælp og folk til grove.

Havde nogen dengang sagt til mig, at der var en dysfunktion i vort hjem, som påvirkede min søn i negativ retning, ville jeg have skreget højt af grin. Havde han måske ikke sit eget værelse med både TV og video? Fik han måske ikke en ny cykel, når alle de andre fik? Sørgede jeg måske ikke altid for, at han kom på ferie hos sin far så ofte som muligt? Fik jeg måske ikke at vide til alle forældrekonsultationerne i skolen, at han var en intelligent, stille og velfungerende dreng? Osv. osv. At det sidste argument netop kan være tegn på, at der er noget galt i hjemmet, ved jeg først i dag!

Som tiden gik og min afhængighed udviklede sig, blev det mere og mere tydeligt, at der var noget galt i hjemmet. Jeg blev sky over for naboerne; holdt min familie hen med snak, når de luftede tanken om at ville besøge os; skænderierne mellem min samlever og mig tog til; min søn var næsten aldrig hjemme i weekenderne, men boede hos kammerater; jeg var altid sur og uoplagt; – og hvis min søn kommenterede det mindste om forholdene i hjemmet, blev han affærdiget med, at han så syner. Og fik i øvrigt besked på at lade være med at være så utaknemmelig.

Alkoholfamilier – når børnene skal være de voksne

Jeg glemmer aldrig hans øjne, når jeg i min abstinente tilstand råbte og skabte mig over, at det “nu igen var min tur til at bage kage til klassens time” – eller at det “nu igen var min tur til at køre drengene til basketball”…. Han var skræmt fra vid og sans over, at han “nu igen” var skyld i, at hans mor blev stresset og sur og opfarende. Knægten holdt jo af mig, for der var trods alt engang, hvor vi havde haft det godt, men nu var han måske skyld i, at vi aldrig havde tid til noget mere – og skyld i, at jeg måtte drikke for at dulme stressen.

Min alkoholafhængighed greb ganske forstyrrende ind i min søns udviklingsmuligheder, idet der skabtes en række dysfunktionelle og rigide samspilsmønstre i vores familie, som bremsede for de sunde udviklingspotentialer for ham. Mit behov havde altid førsteprioritet, og jeg havde aldrig energi eller ressourcer til at tage hånd om hans behov. Jeg pralede af, at min søn var så fremmelig og moden, at han allerede som 12-årig selv kunne gå i banken, til frisør, på posthuset, med offentlige transportmidler……. – men hvorfor var det lige, at hans mor ikke var med? – Hun havde en anden aftale – med Kong Alkohol!

Benægtelsens funktion er at gøre livet tåleligt for familien, idet den beskytter familien mod at se alkoholproblemernes konsekvenser i øjnene. Benægtelsens metode er at forvrænge følelser og op-levelser. Børn, der gentagne gange får at vide, at det de ser, og det de føler, ikke er “rigtigt”, kan udvikle en tvivl og en manglende tro på egen vurderingsevne, hvilket kan få betydning for deres identitetsdannelse. De ved ikke, hvem de er, når de ikke ved, om det de føler er rigtigt. Det er også en af hovedårsagerne til, at mange børn senere i livet får svært ved at indgå i meningsfyldte relationer til andre mennesker.

Alkoholfamilier – stol på din intuition, når du møder dem

Der findes desværre ingen trylledrik eller knap, man kan trykke på, for at hjælpe hverken børn eller voksne ud af alkoholismens svøbe. Men de fleste medarbejdergrupper i sundhedssystemet er udstyret med en meget veludviklet intuition, der fortæller dem, når de står over for en dysfunktion – og også, hvad dysfunktionen er udsprunget af. Så derfor: – det værste, man kan gøre, er ikke at gøre noget!

 

./Anna Marie Aggerholm

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *