Dengang og nu – tanker fra en ædru alkoholiker

Publiceret den 04/01/16 0 Kommentarer

Dengang og nu - tanker fra en alkoholikerRefleksioner på en rasteplads

Mindst en gang om måneden kører jeg i embeds medfør lange stræk på de danske motorveje, oftest fra min hjemby Randers og ”helt” til hovedstaden. Således også i december måned, hvor jeg gjorde holdt på indtil flere Monarch restauranter.

På et af bordene i restauranten på rastepladsen Tuelsø Nord lå et ”Monarch” magasin. Øverst oppe stod der ”Magasin for nysgerrige bilister i alle aldre”, og da jeg bestemt er meget nysgerrig, måtte jeg se, hvad det indeholdt. Jeg tror måske, der er en mening med, at det blad lige lå på det bord, jeg havde valgt at spise ved. De første tre linjer i lederklummen lød nemlig sådan her:

”Et nummer (….magasinet) med pausen som omdrejningspunkt: Den gode pause, den afslappende pause, den energiskabende pause og pausen til at genfinde fokus på det, som er vigtigt”.

Og SÅ gik mine tanker ellers på vandring tilbage til den tid, da jeg ikke brugte Monarch til andet end påfyldning af mere alkohol, så min krop ikke gik i koma! Uanset om det var mig eller min mand, der sad ved rattet, så skulle der altid alkohol på bordet, når vi gjorde holdt ved en Monarch. Og det var absolut ikke afslappende – det var stressende…….!

Forestillingen om en alkoholiker – og virkeligheden

De fleste mennesker får et ganske bestemt billede op på nethinden, når de hører ordet ”alkoholiker”: – en mand, der sidder på en bænk med en pose guldbajere, ubarberet, ubegavet, arbejdsløs og uden familie.

Nu skal jeg rokke lidt ved den forestilling:

Jeg er nemlig også alkoholiker, men kvinde, velbegavet, veluddannet, ikke socialt belastet, og jeg har altid haft arbejde i ledende jobs og boet i ejerbolig. Sideløbende med min erhvervskarriere var jeg fritidsmusiker i 12 år (før jeg begyndte at drikke), dilettant- og revyskuespiller for sjov, et sprogligt talent, og mor til en dejlig velfungerende søn. Men da jeg var 25 år, skete der nogle ting i mig liv, der fik mig til at begynde at bruge alkohol som en daglig trøstermand, selvom min forstand fortalte mig, at det var noget skidt!

Jeg var gift med en mand noget ældre end mig selv, og i lang tid spillede vi udadtil rollen som den velfungerende direktørfamilie rigtig godt. Jeg havde et godt job som direktionssekretær, og jeg var effektiv og dygtig til mit job.

I grunden havde jeg det allerbedst, når jeg var på arbejde. Inderst inde vidste jeg, at så længe jeg var på arbejde, var jeg i hvert fald fri for at drikke. Det vil sige – lige indtil jeg begyndte at skulle have et par små Gl. Dansk med i min taske, – bare for en sikkerheds skyld. De små Gl. Dansk blev langsomt til en kylling, ½ flaske snaps, 1 flaske vodka…… og mine kollegaer var med stor undren vidne til, at denne dygtige og pæne kvinde krakelerede for øjnene af dem. Men ingen sagde noget til mig……hvad skulle de sige? Jeg havde jo selv styr og check på tingene, så måtte jeg vel også selv vide at søge hjælp, hvis der var noget galt!

Problemet er bare, at i takt med afhængighedens progressive udvikling steg også graden af min benægtelse. Jeg troede selv, at jeg havde min værdighed i behold – men jeg var også den eneste med den opfattelse.

Det værste var skammen. Efterhånden som min tolerans over for alkohol steg, og jeg dermed skulle have mere af det for at opnå samme virkning, gik jeg rundt i en evig døs. Det, vi kalder for en funktionspromille. Men selvom jeg behøvede mit ”stof” for at fungere, var jeg da godt klar over, at jeg faldt igennem i visse situationer. Især sidst på dagen…

Det hele kulminerede i 1999, hvor jeg i en alder af 42 år var – bogstavelig talt – ved at drikke mig ihjel. Jeg var flyttet fra min direktørmand og tilbage til Aalborg, og min søn og øvrige familie havde stort set afskrevet mig, samtidig med at alle øvrige relationer enten selv var stået af, eller også havde jeg trukket mig fra alle fællesskaber. Det eneste, jeg havde tilbage, var et godt job! Spadseredragten var altid nystrøget og de højhælede sko nypudsede. Man har vel værdighed!

Jeg er alkoholiker – men jeg drikker ikke mere

Det er sådanne billeder, jeg tænker tilbage på, når jeg sådan sidder stille og roligt og afstresset ved et bord i en Monarch restaurant en ganske almindelig onsdag i december måned. Heldigvis kom jeg i behandling på Behandlingscenter Tjele dengang i 1999, jeg er i dag ædru alkoholiker, og jeg har ikke rørt en dråbe siden. Men det at skulle være på evig jagt efter mere alkohol, frygten for at blive opdaget, løgnene, black-outs, – og ikke mindst, bilkørsel med sprit i blodet – kendetegner den hæsligste periode i mit liv. Og jeg ved jo, at der stadigvæk sidder mange ”af min slags” rundt omkring ved Monarch bordene – måtte de finde vejen ud af afhængighed nu!

./Anna Marie Aggerholm

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *