Dengang jeg startede forfra (2)

Publiceret den 12/06/14 1 Kommentar

Svanen på SvanegårdenSvanegården fik mig til at opdage sider og sind i mig selv, som jeg aldrig selv havde fattet. Groft sagt, så er jeg nok et menneske, der er født uden det gen (eller kemi?), som hedder sindsro. Og på et eller andet tidspunkt i mine teenageår opdagede jeg – simpelt beskrevet – at alkohol gav mig en ro og “feel good” fornemmelse. Ingen bekymringer når jeg drak…..så gu da klart, jeg drak!

Alt hvad jeg siden teenage årene og frem til nu havde troet på – eller ikke vidste om mig selv – blev roligt, trygt og modigt vendt på hovedet i samtaler med behandlerne på Svanegården – og med mine fantastiske og vidt forskellige medpatienter.

Hørte foredrag, der pludselig satte mig selv i et “normalt” relief, jeg aldrig selv havde fattet. Jeg var alkoholiker… det gav mening!
Det gik op for mig, at jeg ikke var alene. Ikke var unormal. Jeg var simpelthen alkoholiker lissom så mange andre. Og at det er en sindssyg farlig sygdom. Godt nok er vi ramt på hver vores måde. Men stoffet og effekten var vi alle afhængige af på hver vores mystiske måde. Min store frustration blev langsomt på Svanegården vendt til en fornemmelse af frihed og held. Hvor var det heldigt, jeg havde opdaget det. Erkendt det. Og nu fik hjælp.

Alternativet havde jeg jo for mit indre øje godt set (og mødt) – sådan en skrålende, selvimponeret, skilsmisse-ramt, ensom gammel direktørgris i Nyhavn med massevis af salgsgas historier – og uden kontakt til familie og unger -og nok lige løsladt for spirituskørsel. Det var nemlig den motorvej til helvede, jeg befandt mig på.

Skide skør og på rulleskøjter! Skøjterne var mit alkohol. Det med skør… var vist nok muligvis noget med sindsro? ….

Fik jeg iøvrigt nævnt de 2 blodpropper? Mine 2-3 faste årlige lungebetændelser? Og så den der mystiske, aggressive, triste, frygtelige, snigende, nervøse, hidsige, ensomme panikangst og humørsyge jeg ikke fattede, men som jeg i det meste af mit voksenliv kendte, og som kun alkohol kunne fjerne? Og som overtog mig oftere og oftere? Jaaa… alkoholen havde sat sine aftryk i ham her helten!

Svanegården åbnede en erkendelse i mig. En forståelse af, at jeg måtte starte forfra i mit sind og adfærd. Ved at kende mig selv. Og ved at søge en sindsro i mig selv – ville der være et liv for mig uden alkohol.

Mit indre dna og følelsesliv – mine egenskaber – blev vendt og drejet i trin arbejdet med min fantastisk gode behandler.

Og det var sgu store ting. Prestige? Frygt? Dumdristig? Ansvar? Panik? Præstationsangst? Bange? Storhedsvanvid? Nysgerrig? Paranoia? Blæreroev? Sårbar? Kærlighedsliv? Egoisme? Angst? Opførsel?…uuhaaa! Jeg blev udfordret….

Alt sammen var det hårdt trinarbejde med en selverkendelse i min natur og sind (noget jeg ellers hele mit liv har gjort massivt grin med, når folk talte om sådan noget “selverkendelse, følelsesfis og navlepilleri”. Der har f.eks. aldrig været plads til en human ressource ansat i mine firmaer!)

Og nu skulle jeg så dykke ned i mig selv? Pyyyha. Der var hele nætter i behandlingen, hvor jeg slet ikke kunne sove, da først mikroskopet blev sluppet ind i mit indre sind.

Skide svært? Ja! Det sværeste jeg nogensinde i mit liv har rodet med. Fy for fanden et arbejde, der starter, når man må dykke ned i sit sind, sine følelser – og sågar skæbne.

Men heri var vejen ud af alkoholen åbenbart for mig. Jeg kunne klart mærke det i løbet af de 5 uger, Tjele rodede med mit sind, og samtidig på forunderlig vis fik hjulpet mig med at slutte en vis form for fred med min fortid.

Og Svanegården fik tydeliggjort alternativet for mig. Det var himmel eller helvede. Liv eller død. Hvad vælger du?

Jeg valgte at lytte, være åben og frygtløs overfor Tjeles arbejde og behandling. Jeg valgte livet! Alt andet ville sgu da osse have været tosset…(vi er alkoholikere,- vi er jo ikke dumme).

Jeg kom efterfølgende i Tjele efterbehandling (super!), og min kone kom i familiebehandling (super!). Jeg tog til aa møder lokalt 2 gange hver uge, hvor jeg bor, og traf nogle voldsomt svære valg mht. at skifte mit arbejdsliv helt og totalt ud (jobbet og firmaerne var jo min bænk). Tog orlov på ubestemt tid, og satte mine ejerandele af firmaerne til salg. Ville simpelthen væk fra den del af motorvejen.

Jeg orienterede ungernes skole, lærere, alle venner, nære forretningsforbindelser – ja alle – om at jeg var i alkohol behandling. Derfor havde jeg været borte i 5 uger! Hvorfor? Så jeg ikke skulle lyve. Så min kone ikke skulle lyve. Så det ikke var tabu. Og så jeg minimerede alle steder, jeg kunne skjule mig, lyve eller drikke… det var faktisk en enorm stor befrielse, at alt og alle omkring mig på samme tid vidste alt.

Det gav samtidig mig og min kone en vigtig frihed og fred fra alle mulige bekymringer om rygter. Og alle de der “hvad-ved-hvem-og-hvor-ved-hvad?” tanker blev elimineret. Det var hårdt,- men jeg og min kone kan i dag se, at det virkelig betød meget at få den sandhed “plasket” ud (væk?) – så vi fik ro til hinanden og ungerne. Alt andet var ligegyldigt.

Jeg var nemlig hundeangst for at “samme mand drikker igen” – så alt, hvad der kunne startes forfra og gøres anderledes i mit dagligdagsliv og adfærd, blev langsomt erkendt og forsøgt forandret.

“Start forfra” – blev faktisk mit nye mantra! Og sikke en fantastisk chance at få lov (og liv?) til det…

Jeg har ikke drukket nu i snart halvandet år, siden jeg kom hjem fra Svanegården. Utroligt.

Jeg roder dagligt indvendigt med de trin, sætninger og teknikker til at leve i (og med) mig selv, som jeg fik på Svanegården. Nogen dage har jeg meget behov for at tænke, andre dage lidt. Måske er det sådan noget, man kalder meditation? Fint nok. Og det har jeg accepteret som en del af min ædruelighed (og fremtid),- istedet for at være bange for bekymringer, ubehag, refleksion og tanker (det skulle nemlig hurtigt drikkes væk før i tiden – kender du det…?)

Og i min aa gruppe får jeg talt med andre gode alkoholikere hver eneste uge. Alt sammen gir sindsro. Nogen gange meget. Nogen gange lidt. Men det hjælper mig alt sammen med ikke at drikke.

Jeg er slet ikke perfekt – og fatter da slet heller ikke det hele. Og det gør jeg nok aldrig. Men jeg fatter, at jeg lider af alkoholisme, og er derfor åben overfor, hvad aa programmet tipper mig om at gøre. Og jeg spørger, deler og lytter vildt i min aa gruppe, når mit sind er i uro… og da nok helst vil drikke. Men jeg drikker ikke!

Nøglen for mig var ordet sindsro. Simpelt, men svært på samme tid!

Men det er ok. For nu ved jeg det -og har ikke drukket siden behandlingen. Det havde jeg aldrig fattet selv uden hjælp.
Jeg holder mig tæt til stedet, der genstartede mig. Siger ja til alle Tjele tilbud, der kommer om speaks, møder, høstfester osv. Holder en ærlig kontakt til min behandler. Aldrig vil jeg glemme, hvor jeg kom fra.

Og min familie? Min familie er lykkelig. Lykkelig. Lykkelig.

Ungernes øjne har atter fået tillid til far. Der er en kærlighed, der er overvældende. Jeg kan bruges! Jeg kan hjælpe! Jeg kan pjatte og lege. Jeg husker. Jeg er der i nuet. Jeg er far…!

Og jeg selv er ved – som tiden går – at få en indre større selvrespekt igen. Jeg er kørt væk fra motorvejen, der førte til helvede, og ud på en lille meget, meget, meget stille landevej. I sidste øjeblik.

Jeg fik lov til at starte forfra. Tak Tjele. Tak kone. Og tak aa.

P.S. Og alt det med gud og højere magter som jeg pludseligt her som 40 årig måtte forholde mig til? Ja! Helt sikkert! For en sikkerheds skyld har jeg valgt at tro på alt, hvad der kan hjælpe mig med ikke at drikke, og iøvrigt opføre mig nogenlunde ordentligt. Jeg har et indre billede af, at jeg er Pinnochio. Og at et eller andet ondt sad og styrede mig og mine bånd ovenfra, da jeg drak (det var i hvertfald ikke min egen vilje,- for jeg kunne jo med vilje ikke stoppe…). Pinnochio har nu fået en anden, der hjælper med at styre ham ovenfra, og som jeg takker i sindsro bønnen dagligt.

Og så til sidst. Et par sætninger der betyder – og har betydet – meget for mig og min sindsro i de svære stunder i dette første års tid uden alkohol:

Om reaktioner og adfærd:
“Det handler ikke om, hvad der sker for dig i livet – men om hvordan du reagerer på de ting, der sker”.

Om tålmodighed:
“Det tager 3 år at komme fri af alkoholafhængigheden. 1 år for kroppen. 1 år for psyken. Og 1 år for sjælen. Derefter er det bare lidt normalt hårdt arbejde resten af livet…”

Om prestige og skæbne:
“Det vigtige er ikke, at det hele slutter med en stor, flot og fornem gravsten (du måske endda selv har bestilt og betalt). Men om hvorvidt du kunne være dig selv og dit liv bekendt…”

Om sygdommen:
“Jeg er stadig alkoholiker, selvom jeg ikke drikker. Så jeg skal dagligt passe godt på mig selv, mine følelser og mit sind…”

Om de svære dage og mystisk ensomhedsfornemmelse:
“Det er helt ok bare at gå en tur i skoven…”

Om alt mellem himmel og jord:
“Vis hensyn”…(- og med den sætning slutter min artikel og trafik metafor).

Tak for mig :-)

1 kommentar

  1. Casper siger:
    Friday, August 18, 2017 at 6:54pm

    Tak det gav mig en forståelse af mit problem det sidste 1 og et halvt år har jeg drukket for meget med en optrappning det sidste halve da jeg er tilbage på a kassen igen,, jeg for en indre uro som jeg ikke har haft før med efter 5 dage med druk den første dag er den værste det ligner mig ikke at leve sådan her jeg plejede at styrke træne og løbe træne som er nogle af de ting som jeg elsker meget ved siden af at lave mad har arbj som kok i 15 år det var der mit forbrug af alkohol begyndte at tage fart det var nemmere da jeg var yngre at komme af med trangen til at drikke syntes jeg end idag jeg er 37 år

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *