Dengang jeg startede forfra! (1)

Publiceret den 10/06/14 1 Kommentar

svane_7_bannerJeg var kommet ud på en livsfarlig vej med mit liv. I høj fart. Uden fungerende bremseklodser, og vejen, jeg kørte på, var “den direkte motorvej til helvede”.

Og sikke en satans supersej fyr jeg med lidt øl i kroppen selv syntes, jeg var i den bil! Dejlig kone, 3 små rødhårede drenge (fars drenge), hus, sommerhus, direktør, millionær, eget firma, hund, havetraktor, bestyrelsesposter, venner – og selvfølgelig masser af mad og drikke (for ellers duede helten jo ikke)….

Men hvorfor sad jeg så der på en vej mod helvede? Fuld i min bil igen-igen, og hemmeligt på vej alene til mit sommerhus for 117. gang?
Fordi jeg skulle op i sommerhuset og drikke. Alene. Det var nemlig bedst…

For på trods af, at jeg et eller andet sted godt vidste, jeg burde være super lykkelig, ydmyg og taknemmelig for alt i mit liv – fandt jeg alligevel mig selv pænt fuld næsten hver eneste aften! Øv! Og hvorfor…?

Jeg måtte have noget at drikke. Hver dag. Startende om morgenen kl. 5.30 og med 1 eller 2 øl, alt efter hvornår familien vågnede. Jeg ved ikke helt, hvornår jeg havde overbevist mig selv om, at det da var helt ok (eller normalt?) med de der morgen øl. Men sådan var det blevet.

Jeg besvarede emails, mens jeg mærkede morgen øllerne virke. Det var nødvendigt (altså øllerne).

Dagen bød mig derefter på 5-8 øl – og så et mere kultiveret indtag over for familien med 1-2 flasker rødvin i løbet af eftermiddagen og aftenen. Min kone kendte dog kun til den ene aftenflaske. Den delte vi jo omkring madtid (lidt til hende og det meste til mig).

Den anden – og hemmelige rødvinsflaske (eller pap karton) -var på mystisk vis min fortrolige elskerinde, som jeg kunne nå at drikke, mens konen gik med hunden (ca. 20 minutter) og senere, når hun puttede børnene (ca. 45 minutter). Ja da! Der var sørme tjek på det…

Jeg var begyndt at svigte alt og alle. Møder på arbejdet blev flyttet rundt konstant. Ungerne blev sjældent hentet af mig – altid grundet fars vigtige og ofte pludselige “møder” på jobbet.

Meget af mit dagligliv var her som 40 årig mere eller mindre bygget op omkring små løgne, overspringshandlinger og planlagte tidspunkter, så jeg kunne drikke. Ca. 1 dag om ugen sad jeg bare og drak (hyggede? flygtede?) i sommerhuset alene. Drak igennem.

Alle troede, jeg var til møder eller arbejdede. Og det gjorde jeg i den grad osse! Jeg var konstant til arbejdsmøder med mit livs vigtigste partner… mit alkohol. Far, festlig og 40 år?

Skyggen over mig havde været der i mit liv længe, men jeg fortrængte den på fin vis. Antabus første gang som 21 årig i 14 dage – og dernæst i knap 2 år fra jeg var 27-28 år. Havde prøvet pauser. Lovet mig selv og konen massevis af gange at passe mere på mig selv. Men alligevel – så nu?… de sidste par år var det gået amok.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at drikke mere eller mindre hver eneste dag. Hemmeligt og skjult forbrug ved siden af alt det jeg drak “normalt” med andre.

Jeg troede længe på “at imorgen stopper jeg”. For det nagede mig ad helvedes til, at jeg hele tiden svigtede aftaler med mine unger og min kone. Specielt de aftaler der gik ud over ungerne – når deres legeaftaler eller ture blev aflyst. Men hver morgen gik helvedet bare igang igen. Jeg kunne simpelthen ikke hjælpe mig selv!

Min kone vidste godt, hun var gift med en “festbombe”. Men hun anede ikke, at jeg var blevet et “løstgående misil”.

Jeg opretholdt på overfladen en høj cigarføring. Job, ansatte og familie, maskinen kørte trods alt stadig. Ideerne kom stadig. Og jeg kunne stadig sælge. Men det krævede flere og flere basale indre kræfter og ressourcer i mig at overkomme (flere øl?)….

En indre stemme fortalte mig, at sådan var jeg bare. Ideerne ville ikke være i mig uden mit dyrebare alkohol? At alkohol var godt for mig (!) og nødvendigt for mig. “Mange dygtige kreative mennesker drikker som dig” – sagde stemmen. “Det er helt ok – så tag nu bare og drik en mere – du fortjener jo at have det godt….skål….”

Ferier? Ja da! Men altid i sommerhuset eller til et beskyttet ressort med “all inclusive”, børne pool, fodboldbaner og legepladser. Planlagt i detaljer. For at undgå udflugter og ture. Undgå bilkørsel. Og være tæt på en bar. Hentede altid masser – og ofte – is og sodavand til ungerne!? Tjenerne vidste det. Så det hurtigt. Med lidt gode drikkepenge første dag blev rytmen i ferien og typen af øl, der skulle stå klar til mig i baren, fastlagt med tjenerne – så jeg undgik køen, når jeg en gang i timen som den gode feriefar hentede is til ungerne. Som alkoholiker vil man jo ikke vente eller være utryg ved, om der nu er noget at drikke indenfor rækkevidde (tak iøvrigt for tankstationer)….ja! super med ferier!

Da jeg ankom til Tjele Svanegården, var jeg helt nede og vende. Jeg var i elendig forfatning. 2-3 dages hemmelig druk atter engang i sommerhuset alene, en brækket albue (var faldet 3 uger tidligere) – og jeg var fyldt med forvirring, frustrationer, dårlig samvittighed og fuldstændig helt og aldeles udenfor rækkevidde i store humørsvingninger. Sur. Ked. Bange. Utilfreds med mig selv. Forvirret.

Men heldigvis dog – inderst inde -var jeg klar over, at det her alkohol var ved at ødelægge alt i mit liv. Og meget snart osse mig selv – hvis ikke jeg stoppede.

Kunne Svanegaarden og Tjele hjælpe? Jeg anede jo ikke, hvad det var for et sted, jeg var kommet til.

Troede pludselig dagen efter ankomsten på Svanegården, at det var et eller andet Tvind-ejet sted, jeg var kommet til, og som sikkert ville lokke alle mine penge fra mig, mens jeg blev hjernevasket. Blev arrig. Ville hjem. Tvind var en god “årsag” til at skride. Hvorfor mon de vilde konspirationstanker?

Og hvor var holdet af eksperter, der lige skulle fixe mig, så jeg ku’ drikke normalt? Og hvad med fremtiden? Hvad var planen her? Og hvorfor så meget ventetid? Og, og, og….? Når man som jeg var selvudnævnt verdensmester i alt, var tålmodighed vist blevet den helt store taber…

Ringede til min far og fortalte, jeg nok ville tage hjem….

Men han sagde istedet til mig, at han de seneste par år havde fået en snigende fornemmelse af, at jeg nok ville dø før ham!? – “Så giv det nu en chance – også fordi du selv har 3 små drenge, der har brug for en far her i livet” – sagde han (heldigvis) til mig.
Fy for fan… jeg blev tavs. Den sad lige i sandheden. Lige i egoismen. Det kunne jeg simpelthen ikke leve med. Ikke være bekendt! Jeg valgte at blive…

Ganske langsomt efter en lille uges tid (og afrusningspillerne sluttede), gik det op for mig, at Tjele, folkene og Svanegården ønskede mig det godt. Og faktisk måske endda havde en metode til at hjælpe mig med at stoppe med at drikke?! Kunne det passe? Men hvad ville min alkohol sige? Vi havde jo elsket hinanden siden jeg var teenager…

./Jacob

 

1 kommentar

  1. Jan nilsson siger:
    Wednesday, June 11, 2014 at 9:53am

    Tak endnu en gang for din historie.
    Glad for at fået lov til at lære dig
    At kende .
    du er kommet langt i din ædrulighed
    Bliv ved en dag ad gangen
    Kh. Jan N

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *