Sangaften på Tjele Langsødal

Publiceret den 04/04/14 1 Kommentar

tjele_behandlingscenter_tjeleEn fredag aften sidst i marts tikkede en sms ind på min telefon med den lakoniske besked ”Hvad så. Kommer du til sangaften?”

Beskeden var fra min violinspillende ven Knud Erik, som jeg var i behandling med i 2006. Pludselig dukker de gode minder om fredage, hvor Knud Erik og Jens spillede og vi sang af vores lungers fulde kraft, frem på nethinden. Det startede på Vingehus, hvor der dengang var primærbehandling og blev naturligt ført videre på Langsødal, da det blev indviet. De fredage var guld værd. Så ja, jeg ville gerne komme til sangaften. Det ville min kæreste Mie også, så vi kørte fra Viborg ved halv otte tiden og svingede ind på Langsødal 20 minutter senere, hvor Knud Erik stod ved flagstangen og lignede sig selv. Det er godt at se ham igen, for han er et af de mange mennesker, der blev knyttet stærke bånd med i behandlingen.

Mens vi står og snakker, kommer Jan og Kirsten. Et hurtigt knus, og vi er på vej op i salen, hvor sangaftenen skal løbe af stablen. Tove er der allerede, hun sidder ved keyboardet og spiller dæmpet, mens flere og flere af de, der er i behandling, sætter sig rundt om bordet. De fleste med et krus kaffe.

Jan byder velkommen og fortæller om ”Tjelesangbogen”, som bruges første gang. Den er bygget op omkring De 12 trin, så hver enkelt sang relaterer til et af trinene. ”Det er lidt af et eksperiment det her”, siger Jan. ”Vi er ved at tilpasse sangbogen, så i aften er en slags generalprøve, hvor vi vil se om den virker, som vi havde tænkt os”.

Tove starter på den første sang og forsigtigt fylder flere og flere stemmer lokalet. Så sætter Knud Erik ind med violinen, og der kommer lidt mere fylde i musikken, og flere synger med. Det er måske ikke ligefrem skønsang, men det gør heller ikke så meget, for det handler meget mere om at gøre noget sammen, end at gøre det perfekt.

Når tonerne fra de mere genkendelige sange lyder, har det en enorm effekt på sanglysten, og der er langt mere kraft og fylde i sangene. Vi er med, og vi nyder det. Og det understreges, at hver fugl synger med sit næb, som Jan sagde, da han indledte aftenen.

Vi når ikke at synge alle 33 sange i ”Tjelesangbogen”, men vi nåede de fleste. Nogle er nemme at synge, mens det går lidt mere trægt med andre. Men vi gør forsøget og har det godt med det. Pausen byder på croissanter med fyld og små dåser med forskellig chokolade og den obligatoriske kaffe. Snakken går, og det bliver tid at komme op til anden halvdel af sangaftenen.

På vej op ad trappen møder der os en skøn stemme akkompagneret af klaverspil. Vi går meget forsigtigt frem mod lokalet, der kun er oplyst af de stearinlys, der står på bordene. Vi samles i en klynge uden for døren ind til sanglokalet for at nyde de skønne toner. Langsomt og forsigtigt går vi ind i lokalet, hvor Benjamin sidder og spiller og synger. Han er helt inde i musikken og ænser os ikke, før sidste tone er slået an, hvor han kommer forlegent tilbage til virkeligheden, da klapsalverne bryder ud.

Så tager vi hul på anden halvleg af sangaftenen. Kaffen har åbenbart gjort godt, for der bliver virkelig sunget igennem, og det er tydeligt, at deltagerne nyder det.

En skøn, givende aften, som leder i hvert fald mine tanker tilbage til 2006, hvor sangaftenerne var et skønt brud på dagligdagen, som jo i sagens natur drejer sig om behandlingen og om at få det meste ud af den. Håber, at de, der til enhver tid er i behandling, vil få lige så stor glæde af den månedlige sangaften, som jeg fik.

Eller som Benny Andersen siger i det sidste vers af ”Svantes sorte dag”, som henviser til 4. trin:

Jeg er træt af min håndskrift og min stemme,
og min hjerne er belagt med bly.
Det ville være rart om man ku glemme,
hvem man er og blive født på ny.
Befriet for selvhad  og en lille smule selvglad.

Egentlig en fin måde at fortælle hvad behandlingen går ud på.

 

Peter Vestergaard

 

1 kommentar

  1. mie laursen siger:
    Friday, April 4, 2014 at 4:57pm

    det var skønt at læse.savnede selv at synge på Tjele .rigtig god fornøjelse med projektet.

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *