Kærlighedens bjergvandring

Publiceret den 19/03/14 4 Kommentarer

Japansk KirsebærtræStørst af alt er kærligheden!

Det er den lære jeg, som menneske og nu familierådgiver på Tjele, har erfaret og er blevet belært om af mine vigtigste læremestre: De pårørende til de afhængige.

Men kærlighedens udtryk er dog ikke altid kærligt. Det bliver tydeligt, når mennesker rammes af svær afhængighedssygdom. For her udfordres kærligheden på et følelsesmæssigt og kommunikativt plan, der stiller krav om forandringer og nye perspektiver i kærlighedslivet.

At gå i behandling for alkoholisme eller anden afhængighed kan være det ultimative og afgørende skridt til at stoppe en progressiv og fremadskridende selvdestruktion. En deroute, der over lang tid har haft vidtrækkende negative konsekvenser for den lidende og familien på et fysisk, psykisk, socialt og åndeligt plan. På det ydre plan ses tab som ulykker, sygdom, fyringer, skilsmisser og opløste familier m.v., mens der på det indre plan er der tale om personlig opløsning og isolation med tab af selvagtelse, værdier, angst og psykiske lidelse.

Paradoksalt nok vægrer både den lidende og familien sig mod accept af sygdomstilstanden. Mange må utallige omveje før erkendelsen emergerer. Alkoholisme og afhængighed er trods evidens om samfundsmæssige, økonomiske og menneskelige konsekvenser fortsat behæftet med meget tabu, ignorans og skam (se ex. SST; risikofaktorer og folkesundhed, 2006).

Det kræver både viden og mod at italesætte og sætte en stopper for misbruget og derouten.  Ofte sker det først i den sidste fase af afhængigheden; der hvor undskyldningerne er opbrugt, og der hvor omgivelserne siger fra over for uærligheden og benægtelsen. Det er ofte først, når netværket og familien har nået bunden af hjælpsomheden, at det bliver muligt at skabe forandring. En hjælp som over tid har udviklet sig til at blive en uværdig, kontrollerende, kompenserende og nytteløs hjælp, hvor den afhængige fastholdes i hjælpeløsheden og misforstået tro på, at det går over af sig selv.

Afhængigheden er ALTID er stærkest, når misbrugeren er aktiv. Først der, hvor familien og de nærmeste erkender, at kærlighed ikke er nok, er der basis for forandring og bedring. Et tilbud om behandling kan være et vigtigt og måske et sidste skridt til at stoppe en fremadskridende dødsspiral, som ALTID tager kærligheden med i faldet. Denne beslutning er ofte angstprovokerende og forbundet med både en personlig og familiær krise. Men det er også et afgørende vendepunkt, der dybest set er en kærlighedserklæring til den afhængige med mulighed for, at kærligheden kan genopstå og få nyt liv.

Med behandlingen er det første skridt taget til en livslang rejse med genopbygning af livet, værdigheden og kærligheden. Men netop fordi der er tale om en helingsproces på både et ydre og indre plan, kan kærligheden have trange kår –  især i starten af helbredelsesprocessen. At gå i behandling er ikke et noget ’quick fix’. Det er et nyt fundament, som kræver en aktiv indsats, der bygger på accept, ærlighed og mod.  En proces, hvor den afhængige tager ansvar for sin sygdom og forholder sig konstruktivt til gamle (u)vaner og mønstre. Og en proces, hvor de nærmeste skal forholde sig til deres medafhængighed med et selvkritisk blik på al den hjælpsomhed, kontrol, skam og distance, de har uviklet under nedturen.

Mange pårørende møder behandlingen med meget blandede følelser.  Nogle er vrede, sorgfulde og opgivende; andre er lettede over, at den afhængige endelig er kommet i behandling. Men fælles er bekymringen og den kuldsejlede tillid.

De fleste pårørende har fundet en måde at tilpasse sig på i forhold til den afhængige. Nogle har passet på den afhængige og har indirekte gjort det muligt for den afhængige at forsætte sit misbrug, mens andre har vendt sig væk i vrede. En del pårørende har skjult problemet udadtil, nogle afslår fuldstændig at tale om det, andre er konfronterende og kontrollerende. Nogle har måske prøvet det hele! Disse forskellige mønstre er familiens måde at overleve på. Og skønt kærligheden var udgangspunktet, har man aktivt og passivt deltaget i et ukærlighedsspil, hvor egne følelser og behov er undertrykte og kommunikationen forstummet eller blevet envejs. Snigende og magtfuldt har afhængigheden, uærligheden og hemmelighederne overtaget de personer, vi var en gang. Er genopretning overhovedet mulig?

Spørger man de pårørende, hvad der har fået dem til at blive i et forhold, er svaret klart: Kærligheden! Og fælles for de afhængige og de medafhængige er et inderligt ønske og håb om at kærligheden skal leve og hele fortidens fortrædeligheder.

Men hvorfor er det så alligevel så svært, når behandlingen er kommet godt fra start, og proppen sat i flasken? Hvor kom mon ’den larmende tavshed og usikkerheden’ fra, og hvor blev glæden og fornyelsen af, når alle bare håber og ønsker det bedste? For efter de svære og umenneskelige tider indtræffer stilheden, og livet og følelserne kommer tæt på, når vi mærker os selv. Tør vi være her? Her er alting kendt og alligevel nyt. Og det er som at betræde et nyt land, der stiller krav om nye måder at kommunikere og være i verden på.

Det er her, vi må træde frem som sårbare og uelskede mennesker, der langsomt skal finde fodfæste og lære at elske os selv, som dem vi var engang og dem, vi ønsker at blive. Skrøbelige og sårede fordi afhængigheden var et angreb på os selv, vores sunde kerne og vore kære. Og det er netop et af de store paradokser i kampen for at genvinde kærligheden og selvagtelsen. Accepten af, at vi er sårbare og fejlbarlige mennesker; accepten af, at kærligheden ikke vokser ud af medlidenhed, kompensation eller tro på, at et andet menneske kan lukke et hul i dit hjerte ved at tie usikkerheden ihjel.  I dette møde er kærlighedens præmis et møde mellem sårede sjæle: den uelskede -og den som elsker den uelskede i skyggen af skammen.

Skal kærligheden leve og vokse kræver det tid, tålmodighed, dialog og tilgivelse. Dialogen kan ikke nødvendigvis løse skammen, men den kan opløse den. Når vi mødes anerkendende og rummeligt, får vi sund næring til de ukærlige selvbilleder.

Når vi tilgiver, giver vi slip over for negativitet mod os selv og andre. Fastholder vi skylden og vreden, fastlåser vi os selv i fortiden, så vi ikke kan forandre os og vokse som mennesker. Det betyder ikke, at vi godkender det, der er sket i fortiden og de krænkelser, vi har udsat os selv og andre for.  Men vi gør os frie af fortiden og de smerter, der hører fortiden til. Således kan vi gennem dialogen hjælpe os selv og hinanden med at afrunde fortiden og give slip på smerterne, så der bliver plads til nutid og fremtid. Det betyder også, at vi må se på os selv og hinanden som de mennesker, vi er og give slip på illusioner om os selv og hinanden.

Tilgivelse er kærlighed. Og kærlighed er som en bjergvandring. Vi bliver trætte og modløse undervejs. Men skal vi nå bjergets top, må vi arbejde for det, erkende vores fejl og måske finde nye ruter. I den forstand kræver kærligheden, at vi tør vælge kærligheden til som et aktivt valg. Og har vi mod til at fortsætte rejsen, opdager vi, at der mange overraskelser og stjernestunder undervejs, ligesom der er nye ukendte horisonter bag bjergets tinde.

 

./ Gladys Kreutzmann

4 kommentarer

  1. mie laursen siger:
    Wednesday, March 19, 2014 at 2:54pm

    Så sandt som det er sagt,er selv på dejlig bjergvandring.Kh. Mie.

    Skriv svar

  2. Kaj Bjerregaard Lauritsen siger:
    Saturday, March 22, 2014 at 2:30pm

    Det var dejligt at læse den vinkel og betraktning du fremkommer med her. Det er samtidig den sværeste proces i livet. Men med tilgivelse, små åndehuller, hvor man slikker sår, for så igen at ta arbejdstøjet på, hvor man anderkender brug for en “åndelig hjælp” eller måske bedere et mærkbart åndeligt klarsyn og nærvær, som fastholder en i at man lider af en sygdom, som nemt fører en ind, i et selvbedrag. I dette klarsyn kommer styrken dybt indefra til at ville være autentisk og ærlig,de næste 24 timer. Og er det et slid ja men hvor meget har en mange årig aktiv livsførelse ikke slidt. Så jeg tror på drømmen også. Jeg tror på tilgivelsen og jeg tror at tilgivelsen ligger i kærligheden da kærligheden er Gud.Gud uden bagtanke,uden beregning,uden inde eller ude af varmen, men en kærlighed som accepterer den lidende og pårørende med det ene formål at de/vi skal genfinde et liv i nærhed,kærlighed og tilgivelse uden angst for fremtiden. Lykkes det så? både ja og nej for vi vil hvis vi skal være helt ærlige svarer, der er mange spøgelser gemt i skabende efter en lang aktiv periode med løgn og selvbedrag
    Men derfor er AA, en god menighed,en selvhjælpsgruppe eller gode venner det værn og den mur, som vi kan kaste vores frustrationer op af. For kampen i vores kapetalision vil blive vores styrke og fundament for et autentisk liv. Men kun i kærlighed da kærligheden ikke kræver det perfekte men bare at vi er ærlige og tilgivende.Tak Gladys for et godt og inspirende indlæg.

    Skriv svar

  3. Johannes Abrahamsen siger:
    Sunday, March 23, 2014 at 6:32am

    Tak for det delte Gladys.
    Dejlig fortælling :-)

    Godt igen at blive mindet om min vej ud af alkoholen.

    Tilgivelsen var for mig også en af mine mange vej til at give slip og få fred.

    Jeg håber at dem jeg har skuffet på et tidspunkt kan tilgive mig, ikke for det jeg har lavet, men fordi jeg ikke viste bedre.

    Som jeg også har tilgivet dem der har såret mig, ikke for de konsekvenserne det fik, det må min højre magt tage sig af, men fordi de kunne ikke handle anderledes med den viden de nu havde på det tidspunkt.

    Da jeg tilgav, mærkede jeg virkelig freden indfinde sig, jeg tilgav for min skyld.

    Kh
    Johannes

    Skriv svar

  4. Nete Kildedal siger:
    Friday, May 23, 2014 at 7:17am

    Kære Gladys.

    Det fylder mig med glæde og troen på fremtiden, ja,kærligheden og tilgivelse giver friheden til at se mig, som jeg er, og turde tåle mig, som jeg er.

    Kærligst Nete

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *