Håndsrækningen til Misbrugsbehandling

Publiceret den 06/03/14 2 Kommentarer

Håndsrækningen til misbrugsbehandling på Behandlingscenter TjeleVel koster det at komme i misbrugsbehandling. Om det er dyrt eller ej, kommer an på hvordan man ser på det. Misbrugsrelaterede indlæggelser på somatiske sygehuse koster milliarder hvert år. Penge, som måske kunne være brugt mere hensigtsmæssigt. Kommunerne skal spare, og er ikke så indstillet på at bevilge misbrugere penge til døgndækket behandling, som de har været tidligere, men vælger i stor udstrækning selv at stå for behandlingen.

Men lur mig, om ikke der ville være sund fornuft i at bruge en del at de mange milliarder, der bruges på misbrugsrelaterede indlæggelser, og noget af det kommunerne sparer ved selv at stå for misbrugsbehandling på netop døgnbehandling.

Jeg fik selv mine to ophold på Tjele betalt. I dag er jeg en velfungerende samfundsborger, der bidrager til fællesskabet via den skat, jeg betaler. Hvis jeg ikke var blevet bevilget mine ophold, er jeg sikker på, at mit misbrug var fortsat med uformindsket styrke, og at jeg i stedet for at yde til fællesskabet, var blevet en udgift for samfundet i form af hospitalsindlæggelser, forskellige kommunale tiltag og eventuelt en førtidspension. Så alt i alt er de bevillinger, jeg i sin tid fik, en fornuftig samfundsmæssig investering.

Mit misbrug havde stået på i mere end 25 år, da jeg den 16. juni 2005 ankom til Behandlingscenter Tjele i Nr. Vinge første gang. Da jeg med lidt blandede følelser trådte ind i sygevagten for at blive indskrevet, var jeg ædru. Det havde jeg været i små tre måneder. Godt nok på Antabus, men jeg var ædru og havde det godt med det.

Min kæreste var på ”Solgården” i udslusningsbehandling, så fundamentet for vores fælles indsats for at blive misbruget kvit var i orden. I hvert fald var jeg ikke til at skyde igennem, da jeg fem uger senere blev klappet ud. Jeg havde fået nogle værktøjer at arbejde med. Det samme havde min kæreste, så mon ikke vi ville klare den og få et godt liv uden misbrug. Jeg var ikke i tvivl.

Da jeg kom hjem, gik det godt. Jeg var ædru og passede mit arbejde, kæresten var på ”Solgården”. Så alt var, som det skulle være. Men det holdt ikke.

Da min kæreste kom hjem, havde vi ca. tre gode måneder, hvor der ikke var alkohol inde over. Men så kom det, tilbagefaldet. Det var så voldsomt og altødelæggende, at det er svært at sætte ord på. Vi drak i otte måneder. Mit held var, at jeg fik holdt nogle kortvarige pauser ved hjælp af Antabus og Stesolid.

Min kæreste drak konstant. Jeg er sikker på, at de pauser fra sprutten det lykkedes mig at holde, er grunden til at jeg kan skrive dette lille indlæg. Desværre var min kæreste ikke så heldig. En tidlig junimorgen i 2006 gik hun i så voldsomme alkoholkramper, at der kun var et at gøre, og det var at ringe 112. Hun blev indlagt den 11. juni 2006 og døde den 13. juni.

Det hele var så surrealistisk, at jeg ikke kunne finde ud af andet end at drikke. Komme væk fra den virkelighed, jeg var nødt til at forholde mig til, men ikke kunne klare at være en del af. Jeg var godt og grundig på vej ud i drukvanviddet, for Gud ved hvilken gang.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne være i vores fælles hjem. Jeg var nødt til at komme væk, både fysisk og psykisk, hvis det hele ikke skulle ramle sammen om ørerne på mig. Midt i den kaotiske situation og mit kaotiske sind fik jeg ringet til Tjele. Hvordan jeg kom på den tanke, ved jeg ikke, men jeg fik ringet og spurgte, hvad fanden jeg skulle gøre?  -Få sat proppen i flasken og kom herned, lød svaret. Jeg fik sagt noget om, at jeg ikke havde råd, men fik at vide, at det eneste, jeg skulle forholde mig til, var at komme til Tjele. Hvem jeg snakkede med, ved jeg ikke, men af sted kom jeg.

Den 16. juni 2006 – præcist et år efter jeg kom på Tjele første gang – gik jeg igen ind i sygevagten. Det vil være løgn at sige, jeg var ædru. Det var jeg langt fra, men jeg vidste et eller andet sted, at jeg ville ud af drukken og komme videre med mit liv. Og det kom jeg med hjælp, støtte og en kolossal omsorg og kærlighed fra alle på Tjele, både medbeboere og personale. ‘

Jeg var på Tjele i næsten et år, hvor jeg langsomt men sikkert kom mig. I dag sidder jeg med en dyb taknemmelighed og respekt for det, de kan på Tjele.

Det er nu næsten 8 år siden, jeg drak min sidste øl. Og det har været 8 gode år, hvor tingene stille og roligt er faldet på plads. Jeg har fået en ny kæreste – som også er ædru alkoholiker – ny uddannelse og et arbejde, jeg nyder at stå op til hver eneste dag. Men jeg ved, at jeg ikke var i stand til at klare det alene, at det aldrig ville være gået, hvis ikke der var mennesker, hvor hjertet sidder lige præcist der, hvor hjertet skal sidde, hvis man mener noget med, at man gerne vil. Det ville de på Tjele, og de gjorde det. For mig er der kun ét at sige, og det er TAK.

Desværre er der også en bagside til MIN gode historie. Nogle få af dem, jeg har mødt i min behandling, er desværre døde af deres misbrug. Dødsfald, der formentlig hænger sammen med en psykiatrisk diagnose, hvor selvmedicinering var den eneste måde, de kunne holde til at være til stede i livet. Jeg arbejder nu i psykiatrien og har dagligt problematikken dobbeltdiagnoser og selvmedicinering tæt inde på livet. Derfor kan det ikke undgås, at tanken om et tættere samarbejde mellem psykiatrien og misbrugsbehandlingen måske er en god idé, hvis vi mener noget med, at vi gerne vil.

/.Peter Vestergaard

2 kommentarer

  1. Søren omø carlsen. siger:
    Sunday, March 23, 2014 at 11:34am

    Kære Peter .
    Tak for dit indlæg, det er godt at høre, at du har valgt at arbejde i psykiatrien. Der er brug for mennesker, der selv har haft psykiske problemer, såvel som misbrug inde på livet. Min erfaring med Minnesota behandling er, på det personlige plan, også positiv. Men når vi så vil kommer til et samarbejde med de centre, der er på markedet idag, vedrørende psykiatriske patienter.
    Så er det desværre min oplevelse at de ikke lever op til opgaven. Der er en manglende forståelse for psykiatri, og lette løsninger er oftes svaret på alvorlige lidelser.
    Det viser sig desværre i at selvmord er højere blandt den den gruppe af patienter, der har været på Minnesota ophold.
    Når vi snakker om psykiatriske patienter, er der på disse centre, en så manglende indsigt og viden, at det er uansvarligt at give dem tilbuddet.
    Der er fejl behandlet mange på de Minnesota centre, der findes i Danmark. Det er så ok, nogle tager det, som et ophold i selvudvikling, betalt af firmaet.
    Men når vi sender, psykiatriske patienter, ind til den form for behandling, så har det konsekvenser der er uoprettelige for dem.
    Det ville klæde behandling centrene at kende deres egen begrænsning, det har altid været faglig høj standard at vide, hvad man kan, og sige fra overfor det man ikke magter.
    Desværre går det i forkerte retning, de mennesker der før i tiden søgte eller blev sendt på Minnesota kuren, var oftes i stand til, når den lyserøde sky havde lagt sig, bruge programmet til noget positivt.

    I dag er der gået så meget inflation i behandlings konceptet, at nu er det kampen om , at kunne alt, der råder.

    Vh.
    Søren.

    Ykia

    Skriv svar

    • Peter Vestergaard siger:
      Sunday, April 6, 2014 at 3:41pm

      Hej Søren.

      Når jeg snakker om samarbejde, tænker jeg først og fremmest vidensdeling.
      Vi, der arbejder i psykiatrien oplever dagligt, hvordan misbrug af alkohol, piller og stoffer bruges som selvmedicinering, og vi oplever også konsekvenserne af det, nemlig dødsfald.
      I psykiatrien hverken kan eller skal vi behandle misbrug, men vi skal da som det mindste have en eller anden form for forståelse for misbrugets karakter. Eksperterne på det område er dem der arbejder med det til dagligt, nemlig misbrugscentrene.

      At behandlingscentre – også de der anvender Minnesotamodellen – er nødt til at forholde sig til psykiatriske lidelser, ligger vel i sagens natur, da flere og flere med psykiatriske diagnoser kommer i misbrugsbehandling fordi misbruget ofte er tæt forbundet med den psykiske lidelse.

      Derfor giver det for mig mening at mennesker, der arbejder i psykiatrien, deler deres viden med mennesker der arbejder med misbrugsbehandling.

      Jeg tror på, at vi sammen kan mere end vi kan alene. Ved at dele vores respektive viden bliver vi forhåbentlig bedre til at udføre vores arbejde, til gavn for de mennesker vi hver især har med at gøre i vores hverdag.

      Peter Vestergaard

      Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *