Sætter Danmark arbejde over sundhed? En ædru alkoholikers nytårstale

Publiceret den 01/01/14 1 Kommentar

Vi tænker tilbage,og vi tænker frem. Hvad skete i 2013? Hvad skal ske i 2014?

Mit 2013 var fyldt med hårdt arbejde og en del sorg. Alligevel mødte jeg hver dag op og bestræbte mig på at være brugbar og tilfreds en dag ad gangen. At jeg overhovedet som alkoholiker var ædru i denne modgang, var et stort plus. Jeg kunne have siddet på et værtshus med sprutånde og suttet i øl nr. 25 lige som Kåre.

Kåre var en af mine gode venner for 25 år siden. Han drak en del og blev altid hurtigt vred. Men han fungerede, var som regel ren og pæn og fornuftig og hjalp vennerne med sit håndværk. Når jeg ser ham idag, som regel på havneområdet, er håret fedtet, tænderne mangler og bukser og jakke er møgbeskidte. Han stirrer ud i luften og venter på, at Klosterstuen åbner. De fleste gange går jeg forbi ham. De gange, hvor jeg taler med ham, har han igen problemer. Hans hænder ryster af abstinenser, og hjerne og krop skriger efter alkohol, men han har det godt. Vi ved begge, at han har det ad helvede til, og vi ved også, at 6-8 bajere er indenfor rækkevidde, når Klosterstuen åbner,  så Kåre for en stund kan føle tryghed og samhørighed i Klosterstuens varme atmosfære.

Jeg har arbejdet meget med alkoholikere i 2013. Min egen holdning og erfaring er, at hvis misbrugere skal have en chance for at blive ædru og brugbare, må og skal det have førsteprioritet, at misbrugeren er clean og ædru. At blive ædru er nemt nok – men at forblive ædru, når der er krusning på livet, er den store udfordring.

I Danmark forventes det, at alt, der kan kravle og gå,  skal ud på arbejdsmarkedet. – Også misbrugere. Der bruges oceaner af tid og penge på at sætte arbejde over ædruelighed.

Vi ville i Danmark spare rigtig mange penge og liv, hvis vi anerkendte, at afhængighed er en sygdom og bevilgede behandling udfra denne devise. Så hvorfor ikke bruge krisen, hvor der alligevel ikke er arbejde til alle, til at fokusere på sundhed fremfor beskæftigelse?
Sæt midler af til effektiv fremadrettet alkoholbehandling. Jeg tænker ikke, at det er dyrere end mislykkede praktikker og uendelige lappeløsninger, hvor der indgår et hav af sagsbehandlere, psykologer, mentorer, kontaktpersoner og eksterne konsulenter.

Jeg vil sende en sidste kærlig tanke til Kåre, som sikkert nu sidder på Klosterstuen og er i gang med guldtuborg nr. 4.

Godt nytår.

Dorte Have
www.city-coach.dk

Du kan komme på kursus hos Dorte Have om processen med at finde dit mål. Læs mere her.

1 kommentar

  1. Ninna Kastrup siger:
    Thursday, January 2, 2014 at 3:44pm

    Kan bare erklære mig helt enig.

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *