Om at blive rundtosset af taknemmelighed (2)

Publiceret den 12/12/13 0 Kommentarer

Taknemmeligheden er og bliver et meget centralt begreb for “det gode ædru liv”.

Så sent som da jeg var til min næstsidste efterbehandling og var med til morgenmødet torsdag den 30. maj 2013, sagde mødelederen, hvad jeg ikke glemmer:
Hvis man er taknemmelig, tror jeg ikke, at man tager et tilbagefald” (Citat efter hukommelsen).

Jeg tror også, at taknemmeligheden er næsten lige så vigtig for ædrueligheden som accepten.(Accepten er det, at man på det dybeste emotionelle plan indrømmer over for sig selv, at man er kemisk afhængig, og at det derfor ikke nogensinde vil kunne nytte noget at tage stemningsændrende stoffer.)

Jeg vil selvfølgelig ikke stille mig op og sige, at alle bare skal se at være taknemmelige. Der er muligvis mennesker, der har sværere end jeg ved at finde grund til taknemmelighed, men selv ved jeg, at jeg skal fokusere på det positive.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan blive skuffet, frustreret, vred eller irriteret – jeg synes egentlig, at jeg har været udsat for en del, jeg hellere ville have været foruden, siden jeg kom hjem fra behandling! -, men jeg skal hele tiden sørge for at have proportionssansen med. Bl.a. skal jeg være taknemmelig for, at jeg ikke har haft større problemer at slås med, end jeg har haft.

Når jeg hører om andre og deres problemer, må jeg vel egentlig ofte kalde mine problemer for luksusproblemer. Der er bare det ved problemer, at de har én ting tilfælles med luftarter: de fylder altid rummet, de er i, helt ud, men modsat forholdet med luftarter kan man dog ved at tænke sig om få proportionerne gjort mere rimelige, hvis et problem kalder på overdreven opmærksomhed!

Jeg må imidlertid sige, at jeg i al almindelighed er glad og taknemmelig for, hvad verden på så mange måder giver mig, og ud over naturen og kunsten, som jeg i mange år har sat stor pris på, har jeg efter mit behandlingsophold også lært at sætte pris på det menneskelige, ikke fagrelaterede fællesskab, som mødte mig med en næsten mystisk kraft, da jeg den 8. september 2012 vågnede op på Langsødal.

Jeg havde fornemmelsen af, at man lærte andre at kende meget hurtigere end i det “almindelige” liv. Det er nu ikke så mærkeligt: Vi havde jo en fælles baggrund m.h.t. afhængighed og var lige mere eller mindre kommet ud af en krise.

Den samhørighedsfølelse, jeg blev grebet af – det, at jeg følte, vi kendte hinanden, var imidlertid, mener jeg i dag, i mange tilfælde ikke så meget udtryk for personlige relationer i normal forstand, som den var udtryk for lettelsen ved at kunne tale ud over for nogle mennesker i samme situation som jeg. Det, jeg kendte i de andre, var et pænt stykke vej ikke så meget dem, men mig selv! Mit afhængige jeg, altså!

Når krisen så er kommet på afstand, og hverdagen indfinder sig, viser vore forskelligheder sig tydeligere. Derfor siger det sig selv, at langt fra alle bekendtskaber, der er opstået på den måde, kan overleve “uden for laboratoriet”. Det er bl.a. derfor overordentlig hensigtsmæssigt, at det ifølge “Tjele”s ordensregler ikke under behandlingen er tilladt at forelske sig i medpatienter, hvilket jeg af den grund selvfølgelig også afholdt mig fra.

Dette betyder imidlertid langt fra, at det hele var en terapeutisk illusion. Jeg er f.eks. fremdeles venner med en pæn række medpatienter fra primærbehandlingen og efterbehandlingen, hvilket jeg virkelig er glad for. Foruden at jeg sætter pris på dem som mennesker, giver det en sammenhæng mellem behandlingens ekstraordinære virkelighed og hverdagens virkelighed, hvilket er meget værd.

Nu har jeg næsten kun talt om det positive, men jeg skal selvfølgelig heller ikke gå alt for let hen over det negative. Det kunne jo være, at jeg kunne – og burde – gøre noget ved noget. Jeg skal nemlig ikke bilde mig ind, at jeg nødvendigvis er magtesløs eller afmægtig. En virkelig god ting er, at jeg, siden jeg kom fra behandling i 2012, har haft en grundlæggende ro i sindet, som ikke for alvor lader sig anfægte af situationer, som kan være potentielt stressende, men de stresser mig ikke mere, i hvert fald ikke på en måde, som er farlig.

Når taknemmeligheden er så vigtig for mig, er det, fordi den, hvis den er tilstrækkelig stærk, ikke vil levne afhængigheden mange chancer for at overtale mig til at tænke på at tage stemningsændrende stoffer. Der er nemlig slet ikke brug for nogen stemningsændring!

Tro mig i øvrigt: Ved at sidde ved et på ingen måde inspirerende computertastatur og taste disse betragtninger, mærkede jeg en fornyet taknemmelighed, næsten lige så stærk som da jeg sad med min kuglepen på værelse 5 på LD, søndag den 7. oktober 2012 om aftenen og skrev på min positive selvransagelse.

Den samme dag havde jeg haft et hyggeligt og opbyggeligt familiebesøg, under hvilket vi bl.a. talte om Den Positive Selvransagelse. (Jeg har det privilegium at have nogle familiemedlemmer, som er så empatiske, at vi et langt stykke af vejen kan tale rigtigt sammen om afhængighedsrelaterede emner, selv om de slet ikke er afhængige.)

Jeg oplevede også en virkelig god kommunikation med flere medpatienter, og efter skrivearbejdet så jeg ekstraordinært (Vi havde fået lov!) en skør film som del af et næsten lystigt selskab. Den dag skrev jeg lidt lapidarisk i mine dagbogsnotater:

“Det sædvanlige, dog oplevet som endnu bedre.”

Dette kan næsten være et motto og har ligefrem et kierkegaardsk touch: Det sædvanlige, gentagelsen, er “lykken”.

Retorisk ville det have været smart at slutte med foregående afsnit, men der er lige en ting mere, som jeg vil have med: taknemmeligheden skal holdes vedlige. Det kan måske f.eks. anbefales engang imellem at stille sig selv de spørgsmål, der står i “Den Positive Selvransagelse”; det er faktisk den oplevelse, jeg lige har delt med den gunstige læser. Under alle omstændigheder finder jeg også den positive del af den daglige – eller den løbende – selvransagelse overordentlig vigtig. På den måde kan jeg forhåbentlig blive ved med at opleve “det sædvanlige” som stadig bedre – eller blot som godt nok!

Jeg skal gerne hver dag kunne sige: “Hvor har jeg det dog godt!”, og hvorfor har jeg det? Et sine qua non er i hvert fald, at jeg ikke tager stemningsændrende stoffer.

Tak for mig!

 

Af Poul Anders

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *