Om at blive rundtosset af taknemmelighed (1)

Publiceret den 06/12/13 0 Kommentarer

 “Det sædvanlige, dog oplevet som endnu bedre” – om at blive rundtosset af taknemmelighed

I september-oktober 2012 var jeg i behandling på Langsødal. Jeg har gennem eftersommeren i år, hvor det var et år siden, i tanken prøvet at genopleve aspekter af mit liv som aktiv afhængig, men også af min udvikling under behandlingen. (Jeg havde i øvrigt allerede i 2000 været i behandling, men overbeviste ret hurtigt mig selv om, at jeg var ”et mindre alvorligt tilfælde”, men det er en anden historie!) I dette indlæg vil jeg prøve at koncentrere mig om begrebet taknemmelighed. Vigtigheden af dette begreb gik for alvor op for mig under mit behandlingsophold, og i løbet af den tid, der er gået efter behandlingen, er jeg nok kommet til at lægge endnu mere vægt på det.

Som en del af behandlingen gennemgår man – mod slutningen af denne, hvad der kaldes “den uforfærdede selvransagelse”, hvilket – uforskammet kortfattet refereret – vil sige, at man på basis af et formularsæt grundigt gennemgår, hvad man – ikke mindst i relation til afhængighedssyndromet – har af hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige reaktionsmønstre, altså en opgørelse af positive og negative ting. Min vejleder syntes, at jeg havde brug for “Den Positive Selvransagelse”, hvilket jeg dengang fandt genialt, og det gør jeg stadig! Den Positive Selvransagelse foretager man ved at benytte et andet formularsæt, hvor man mere eller mindre systematisk udspørges om, hvad man i det hele taget har haft af positive oplevelser på forskellige områder i livet. Den slet skjulte dagsorden for dette er, at processen gerne skal afstedkomme et højere selvværd – og som sidegevinst et vist mål af taknemmelighed! Der er i øvrigt en vekselvirkning mellem disse to begreber.

Jeg havde allerede tidligere under mit behandlingsophold i flere omgange opnået at opleve en stor taknemmelighedsfølelse. Alene den måde, jeg kom i behandling på, forekom mig dengang (og gør det faktisk stadig) helt eventyrlig: Alt syntes at være blevet helt umuligt for mig; jeg skulle i forbindelse med et bijob have revision af et regnskab, der ikke ville makke ret, og et pengeskab og jeg selv var begge gået i baglås, og så ringer min bror lige og siger, at regnskabet er i orden, og at jeg skal til behandling på “Tjele” dagen efter.

Der var, som man kan regne ud, sket forskellige ting forskellige andre steder, og det er der ingen grund til at komme nærmere ind på her, men det hele virkede på mig, som om der fandtes en slags mentalt katapultsæde, og at dette var blevet udløst. Jeg blev fyldt af en helt utrolig lettelse, der først blev midlertidigt formørket, da abstinenserne, først de fysiske og så de mentale, indfandt sig dagen efter; men jeg kom temmelig hurtigt over begge.

Den første nat på LD var dog ganske forskrækkelig. Jeg sov ikke meget og følte mig svimmel. Jeg følte mig også usikker ved tanken om “de andre” (patienter), som jeg kun lige havde truffet, da jeg i tankeløshed var kommet til at tage en eller andens plads i spisesalen, da jeg ville have lidt aftensmad.

Da jeg slog øjnene op den næste morgen – (jeg endte altså med at have sovet), var det til en helt anden og bedre verden, hvor alle bød mig hjertelig velkommen og alle, syntes jeg, behandlede mig surrealistisk venligt. Jeg fandt også en ledig plads i spisesalen, hvor jeg næppe kunne genere nogen. Jeg var vist kommet over de alvorligste fysiske abstinenser og – ikke mindst! – de værste af klopoxidens bivirkninger, og samværet og -talen med de andre fik også temmelig hurtigt de mentale til at lette.

Jeg var også allerede dengang glad for, at jeg havde haft mulighed for at tale tingene igennem med mine nærmeste, lige før jeg kom i behandling, lige som alt var aftalt med min arbejdsgiver, som var 100% på min side. Dette betød, at der ikke var så mange uafklarede ting, der kunne “ligge på lur”, når jeg kom tilbage. Der udestod dog et rent konkret oprydningsarbejde, som jeg må indrømme ikke at have afsluttet endnu. Når jeg skal have gjort et eller andet, har jeg en mærkværdig tilbøjelighed til at tænke “Nej, i hvert fald ikke lige i dag”!

Det er i denne sammenhæng interessant, at jeg så sent som en måned efter at jeg var kommet i behandling, i forbindelse med at jeg skrev et takkekort for en opmærksomhed, de ansatte på min arbejdsplads havde sendt mig, tænkte: “Det er alligevel rart, at der næsten er en måned til, at jeg skal i tjeneste igen”. (Jeg – eller rettere min bror – havde aftalt en rekreationsperiode på cirka tre uger efter endt behandling.) Det er et klart tegn på, at jeg ikke endnu var klar til at håndtere “virkeligheden”. Dette ændrede sig heldigvis i løbet af de kommende uger, så at jeg i hvert fald i den sidste uges tid, før jeg skulle begynde, faktisk glædede mig.

Hvis vi nu kigger lidt i mine dagbogsnotater for de dage, jeg var på LD, vil vi kunne se følgende: Søndag den 23. september 2012 skriver jeg: “Arbejdet med livshistorien giver mig øget taknemmelighed over for næsten alle!” og mandag den 24.september skriver jeg: “Fortsat arbejde på livshistorien, hvor både proces og substans får min taknemmelighed til at stige til ukendte højder.”

Arbejdet med livshistorien, hvilket vil sige en selvbiografi med særligt fokus på afhængighedsproblematikken, havde fået mig til at blive helt klar over, hvor mange mennesker, der virkelig havde hjulpet mig i forbindelse med mit “alkoholiske sammenbrud”, og det var ved at dæmre for mig, hvor mange mennesker der i det hele taget på den ene eller anden måde holdt af mig – i hvert fald på den ene.

Det, jeg nævner om processen, refererer til, at jeg den dag – vi havde aftalt det i forvejen – holdt generalprøve på mit livshistorieforedrag for en medpatient, som derefter bl.a. gjorde mig opmærksom på nogle ting, som jeg netop skulle og skal være taknemmelig for, ikke mindst min families – også praktiske – omtanke for mig. Dette betød, at jeg betonede disse mere i den endelige version. Det var også en god fornemmelse og taknemmelighed værd, at jeg havde noget i retning af en sparringspartner til min livshistorieskrivning i form af et begavet, modent og empatisk menneske, som jeg virkelig følte mig på bølgelængde med. Hvor mange har mon haft den mulighed – og benyttet den?

Da jeg gennemgik “Den Positive Selvransagelse” kom jeg bl.a. omkring emnerne harmoni, mangel på selviskhed (Dette, måtte jeg nu hævde, er et meget sjældent fænomen; forventninger om udtalt eller ikke-udtalt taknemmelighed hos en modpart vil vist næsten altid luske lidt rundt i baggrunden!), ydmyghed, fællesskab og kærlighed (det sidste forstået ikke-erotisk).

Min konklusion var, at begrebet kærlighed i det væsentlige indbefatter alle de andre, og kort fortalt har foråret (naturen), “Das wohltemperierte Clavier” (et musikalsk værk) og oplevet (gensidig) kærlighed det til fælles for mig, at det er “ting”, der er større end jeg, og som fremkalder ydmyghed og taknemmelighed fra min side. Jeg bliver næsten svimmel, men på en mere behagelig måde, end man bliver af klopoxid, når jeg prøver at komme til bunds i dem; deraf rundtossetheden i overskriften. Og den taknemmelighed, jeg nævner her, er vel at mærke af en sådan størrelse eller radikalitet, at jeg kan leve på eller af den.

Af Poul Anders

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *