Sindsro en januar morgen

Publiceret den 24/01/13 2 Kommentarer

Det blev sent i aftes. Klokken var et par timer før midnat, da det sidste punktum blev sat. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet, så søvnen lod vente på sig. Gav mig selv lov til at sove lidt længere, torsdag bliver også en lang dag.

Torsdag morgen, det er koldt, og der er hvidt derude. Men dagene er blevet længere, det mærkes tydeligt nu, stemmer sindet lidt lysere og forandrer mol til dur.

Et lille hurtigt ærinde inden turen går til Langsødal. En ny blomst vil gøre sig godt i stuen. Bilen bliver iset af, blomsten hentes – og så sker dagens lille mirakel.

Jeg svinger ind i indkørslen, og der sidder den på hækken – sjaggeren i det strålende solskin. Nu er det ikke fordi, jeg ikke har set sjaggere før, men denne må have været en ganske særlig sjagger. Som den sidder der med solens stråler spillende i fjerdragten, opdager jeg, at den har mange flere farvenuancer, end jeg troede. Da indtræffer øjeblikket. Jeg fortaber mig fuldstædig i fuglen og oplever et af disse sjældne øjeblikke med fuldstændig sindsro. Det varer ved en lille stund, hvor der kun er sjaggeren og mig i hele verden.

Så opløses øjeblikket igen. På vej ud af bilen med den lille blomst, tænker jeg på en af mine gamle kollegaer – sindsro overgår al forstand, sagde han. Sindsro er et øjeblik, hvor der ikke er noget ønske om at forandre noget som helst. Og det er sådan, det er, jeg har lige oplevet det.

Da jeg ti minutter senere skal køre på arbejde, møder jeg igen sjaggeren. Nu er det mere, som jeg kender den. Den halvt løber, halvt flyver rundt og terroriserer de andre fugle i forhaven. Når alle de andre kortvarigt er jaget bort, spiser den æbler så hurtigt og i så store mundfulde, at det er den største grovæder værdigt.

Den er sjov at iagttage, men tilstanden af sindsro er borte for nuværende. Det gør ikke noget. Den har været der. Nu har jeg tanket åndeligt overskud i sindet, og det er jeg taknemmelig over.

 

/Ingeborg

2 kommentarer

  1. Gladys siger:
    Thursday, January 24, 2013 at 8:20pm

    En smuk og poetisk fortælling om din oplevelse af SINDSRO.

    Tak for dine reflektioner. Til eftertanke.

    Gladys

    Skriv svar

  2. Connie siger:
    Monday, February 18, 2013 at 12:07pm

    waw. Det er rigtigt godt formildet af sindsro. stof til eftertanke Connie..

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *