12 trins programmet – én dag ad gangen

Publiceret den 10/01/12 0 Kommentarer

Ænder

“I want to do right, but not right now”

Jeg tilbringer ganske mange timer i min bil på vej mellem arbejde på Tjele og mit hjem i Nørresundby. Jeg sørger som regel for altid at være i godt selskab. Lige for tiden nyder jeg en amerikansk country sanger Gillian Welch’ selskab. Hun er fantastisk godt selskab, og hun er en gudbenådet sanger og sangskriver.

På hendes nye CD med titlen Soul Journey er der især en sang eller faktisk bare et omkvæd, som jeg hører igen og igen. I sangen synger hun:…”I want to do right, but not right now”.

Det ramte mig første gang, jeg hørte det, og det rammer mig fortsat. Det bringer mig tilbage til den tid, hvor jeg var aktiv og ofte hørte mig selv sige til familie og venner, i morgen stopper jeg. Efterhånden blev det til at jeg spurgte, hvorfor jeg egentlig skulle stoppe nu. Jeg kunne jo stoppe, hvornår det skulle være! Og så stoppede jeg én dag og begyndte dagen efter igen. Jeg kunne jo stoppe, hvornår det skulle være, så hvorfor skulle jeg egentlig stoppe? Det holdt jeg så op med at gøre i nogle år.

”I want to do right, but not right now” synger Gillian Welsh, hun ved sikkert godt, at det netop handler om ”right now”. Om noget så handler det om right now, lige nu og her. Ikke i morgen, men her og nu! Jeg gik i behandling og lærte, at det var nu jeg skulle gøre det, ikke i morgen, ikke om en uge, men netop ”right now”.

De næste 24 vil jeg holde mig ædru. Som Søren Kierkegaard påpegede i en anden tid og i en anden sammenhæng, så mister lysten lysten, når lysten skal vente. Eller du skal ikke sige, du stopper i morgen. Du skal sige, i dag vil jeg ikke drikke, hvad der sker i morgen, ved jeg ikke, men her og nu vil jeg holde mig ædru ”I want to do right” de næste 24 timer. Her og nu vil jeg være ædru/clean!

Det centrale i 12 trins programmet – én dag ad gangen er, for mig, enkelheden. For mig virker programmet i kraft af sin insisteren på enkelhed (Keep it simple). Med en omskrivning af Dan Turells fantastiske hyldest til hverdagen, så holder jeg af enkelheden. Jeg holder stinkende meget af enkelheden. Ikke at gøre det kompliceret, men at gøre det enkelt. At jeg skal tage 24 timer, én dag adgangen, at jeg skal lade den første stå, og at det alt sammen er et udtryk for at bevare et fokus på her og nu!

Min ambition her og nu vil fortsat være at bestræbe mig på at gøre det rigtige for mig og bestræbe mig på at gøre det lige nu!
I want to do right, right now!

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *