Tanker fra en ædru alkoholiker

Publiceret den 10/11/11 1 Kommentar

Tænd et lys !

Af Gladys Kreutzmann,

I søndags blev jeg mindet om, at et ædru liv er en livsstil, der kræver livslangt fokus. Ingen kan gætte mine tanker eller kender mine behov, når mørke tanker rusker i mit indre. Det kræver en melding og indsats fra mig.

Det var ikke en usædvanlig søndag, vel nærmere en almindelig søndag i november, hvor dagene er blevet korte. Jeg kunne se tilbage på en dejlig begivenhedsrig weekend med masser af oplevelser og samvær med familie og venner. Men som dagen gik på hæld, kom mismodet snigende. Mismod! Hvad vil du fortælle mig, ja – hvad handler det i grunden om? Fortiden, som bare ikke vil slippe sit tag i mig, nuet, som kræver min opmærksomhed, eller den ukendte fremtid, som giver mig uro, fordi jeg ikke kan eller tør udfordre det, jeg ønsker mig?

Netop fordybet i mine tanker tikker en kærlig hilsen ind på telefonen. Jeg vælger at bekende mit mismod, og allerede i det sekund det er formuleret, er jeg lettere om hjertet. Jeg går en tur langs Vesterhavet. Her er der højt til himlen, og blæsten klarer mine tanker. Da jeg kommer hjem tænder jeg et lys.

Lyset minder mig om, at jeg er blevet et frit menneske, der er sluppet ud af afhængighedens åg. Ret beset er livet jo både mismod og mod, tvivl og håb. I dag er mit sunde jeg heldigvis i stand til at håndtere både mismod og tvivl. Og jeg ved nu, at intet i verden er så svært, at det ikke bare bliver tusindfold værre af at flygte ind i alkoholens forførende tåger. Men jeg må også erkende, at livslang omsorg for min ædruelighed, er en nødvendighed for at aflaste mit indre og nære mit sunde jeg. Og det er mit personlige ansvar at drage omsorg for det.

Jeg deltog ultimo oktober 2011 i et møde på Solgården med Tjeles venner, frivillige og medarbejdere fra Tjele, hvor rammerne for næste års højskoledage og sommerkurser på Solgården blev planlagt. Jeg er utrolig glad for, at jeg har sagt ja til at være frivillig i de kommende aktiviteter, som Tjele udbyder for både ædru alkoholikere, deres pårørende og børn. At blive ædru og forblive ædru er to sider af samme sag, der kræver, at alle gode kræfter går sammen og går nye veje. Når jeg har meldt mig som frivillig, er det ud fra en grundlæggende tro på, at det netop er sammen, vi kan komme os, udvikle os og forblive hele mennesker.

Året sættes i gang med Tjeles højskoledage på Solgården den 13.-15. januar 2012. Temaet for de første højskoledage er: Tænd et lys !  Har du brug for at nære og pleje en ædru livsstil, er Tjeles højskoledage et godt bidrag til både at forebygge tilbagefald og sætte et positivt fokus på det ædru liv. Tag dig selv, din ven, din ægtefælle eller kæreste i hånden og deltag i e af Solgårdens højskoleweekends hen over foråret. Lad os aflaste, inspirere, og udfordre hinanden med det, vi kom fra og det, vi drømmer om. Bliv ven med ’dit mismod’, sæt ord på de forhindringer, som begrænser dit liv. Find ny inspiration i forårets højskoledage på Solgården.

1 kommentar

  1. Åge Lennert siger:
    Thursday, November 10, 2011 at 7:49pm

    Tak for de smukke vise ord og tanker, Gladys. Det er en utrolig styrke ar kunne forholde sig til sit liv for der igennem opnå det….

    Kærlig hilsen Åge Lennert, Thisted

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *