Min vej ud af alkoholisme

Publiceret den 09/01/11 2 Kommentarer

Min vej ud af alkoholisme

Jeg har i et tidligere indlæg på denne blog refereret til en undersøgelse, vi har lavet på Vingehus. Undersøgelsen havde titlen: Virkede det? Jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål: Hvad var det egentlig der virkede for mig i alkoholbehandlingen? Så kan du spørge, er det ikke lige meget? Det virkede jo! Med dette indlæg vil jeg gerne invitere dig, kære læser, til at komme med dine tanker, overvejelser, refleksioner over spørgsmålet: Hvad virkede for dig? Hvad var det, der gjorde dig ædru/clean? Hvordan var din vej ud af din kemiske afhængighed, dit misbrug?

Hvis jeg i stikordsform skulle angive hvad der virkede for mig, så ville det være:

En oplevelse af at jeg kunne ændre min adfærd. Da jeg gik i alkoholbehandling, havde jeg erkendt min alkoholisme, men jeg troede ikke på, at jeg kunne ændre noget ved det. Igennem min behandling fandt jeg ud af, at ændring var mulig. Jeg mødte faktisk nogle lyslevende mennesker, som havde gået vejen før mig, og som jeg kunne identificere mig med. Mennesker som både var sjove, kloge, intelligente, insisterende, spændende. Nogle mennesker som kunne fungere som rollemodeller. Jeg opdagede, at der var nogen, der havde haft det på samme måde som mig. Jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at komme med alle mulige (og mest umulige) pseudo-intellektuelle (bort) forklaringer. Jeg kunne springe alle mellemregningerne over og gå direkte til bundlinjen.

Jeg mødte et program, der var enkelt, og som hævdede, at hele øvelsen bestod i at gøre det enkelt. Keep it simple, stupid! Jeg fik at vide, at det var et enkelt program til komplicerede hjerner. Indtil da havde jeg prøvet at overbevise mig selv og andre om, at jeg var frygtelig kompliceret, og min omverden var endnu mere kompliceret, og det kunne der ikke laves om på. Lige pludselig var der nogle, tilsyneladende fornuftige behandlere, der sagde til mig i fuld alvor, at jeg var alkoholiker, fordi jeg drak, ikke fordi alt muligt andet (som jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved). Jeg var alkoholiker, fordi jeg drak, og det kunne jeg gøre noget ved.

Jeg fandt ud af, at det var en rigtig god ide at tage 24 timer ad gangen, og at jeg ikke var forpligtet ud over dem. Det var enkelt og konkret. Det var til at forholde sig til, og det angav en handlemulighed. Jeg fik at vide, at jeg skulle finde min rette størrelse, og at ydmyghed og taknemmelighed var noget, jeg skulle tage alvorligt. Jeg fik at vide, at 12 trins programmet virkede, hvis jeg troede på gud, at det også virkede, hvis jeg ikke troede på gud, men at det ikke virkede, hvis jeg troede, at jeg var gud. Jeg oplevede, at 12 trins programmet virkede i al sin enkelthed.

Nu kan du spørge: ”Behøvede jeg virkelig at gå fem uger i behandling for at finde ud af det?” Jeg er ikke i tvivl om, at det var det, der skulle til. Behandlingen udgjorde den nødvendige forstyrrelse eller den mentale opdatering af min mentale GPS. Min afhængige hjerne fungerede som en meget simpel GPS, der, hver gang jeg prøvede at ændre min retning, fik mig tilbage på det velkendte afhængige misbrugsspor. Min misbrugsbehandling var en af de bedste investeringer, jeg har foretaget i min tilværelse

Jeg har sikkert ikke fået det hele med, men hvad var det der virkede for dig?

Af Nils Jensen

2 kommentarer

  1. Peter Vestergaard siger:
    Sunday, January 9, 2011 at 7:19pm

    Hvad der lige præcist virkede for mig, har jeg ingen anelse om. Det var ikke en åbenbaring, eller en åndelig opvågning. Heller ikke et lyn, der pludselig slog ned i mig og gav mig min sunde fornuft igen.
    Jeg tror mere det handlede om at jeg i min behandling var sammen med andre, der havde det på nogenlunde samme måde som mig.
    Intelektuelt var jeg jo helt klar over, at den var gal. At jeg ikke drak som andre. At vanviddet hver gang jeg troede – efter en længere periode på Antabus – at nu måtte jeg da have lært at styre mit drikkeri og drikke normalt. Få en sjov aften med andre, uden at det kammede over. Men NEJ. Det holdt aldrig. Jeg faldt uafladeligt tilbage i den samme gamle adfærd, hvor en reperationsbajer var vidunderlig og dejlig.
    Det var den da også, men den var samtidig min værste fjende, fordi den vandt hver gang. Jeg kunne ikke styre det. Jeg var og er alkoholiker, men i dag er jeg ædru og har været det i 4,5 år.
    Det var først da jeg opdagede, at jeg havnede nøjagtit det samme sted hver gang jeg troede jeg havde fundet de vise sten, fordi jeg gjorde præcist det jeg plejede at gøre.
    Da det gik op for mig, var svaret jo lysende enkelt. Gør noget andet end det du plejer at gøre. Det gjorde jeg så, godt hjulpet på vej af behandlere og dem jeg var i behandling med.
    Jeg begyndte langsomt at gøre noget andet end det jeg plejede at gøre, at tænke lidt over mit liv. Om det var det jeg ønskede og om jeg reelt ville finde mig i at være den evige taber i forhold til flasken. Det ville jeg ikke. Og i dag ser det ud til, at det er lykkedes. Jeg kan i hvert fald se tilbage på gode fire et halvt år, hvor det er mig og ikke alkoholen der bestemmer. Jeg valgte anderledes, men jeg ved, at jeg skal passe på med ikke at falde tilbage i gammel adfærd, for så går det galt. Eller som Einstein sagde:
    “Insanity: doing the same thing over and over again and expecting different results”. For mig har den hidtil holdt, og er jeg opmærksom på min mavefornemmelse og tager jeg den kære Einstein’s ord alvorligt, skal det nok gå.
    Peter Vestergaard

    Skriv svar

  2. Nils Jensen siger:
    Monday, January 10, 2011 at 4:28pm

    Kære Peter Det var dejligt livsbekræftende at læse din beretning. Tak for den! Jeg hæftede mig ved at du skriver om at gøre noget andet end det du plejede at gøre. Det virkede også for mig. Det er nok også den måde vi opdaterer vores GPS/hjernen, efterhånden får vi også den med på at der er en ædru vej og at jeg ikke skal lave en u-vending hver gang jeg slår ind på den

    Nils Jensen

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *