Julefrokost på Vingehus – meget mere end en julefrokost

Publiceret den 16/12/10 2 Kommentarer

Julefrokost på Vingehus

meget mere end en julefrokost

I slutningen af oktober begynder vi at tale julefrokost på Vingehus. Julefrokosten er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition. Vi havde den faktisk med os fra den tidligere udslusningsafdeling; Solgården. På Vingehus valgte vi at videreføre de stolte traditioner. Julefrokosten bliver planlagt og gennemført af de nuværende beboere og rådgivere og øvrigt personale på Vingehus. Deltagerne er tidligere beboere og nuværende samt medarbejdere fra Behandlingscenter Tjele. Vingehus blev etableret i 2007, og de sidste par år har der været mellem 60 og 70 deltagere til den årlige julefrokost. I år var vi over 80 deltagere. Det er et deltagerantal, vi godt kan være stolte over.

De, der kommer i behandling på Vingehus, er ofte personer med dobbeltdiagnoser. Det vil ofte være personer, der har sociale problemer. Det vil for en stor dels vedkommende være personer, der aktuelt er uden beskæftigelse, og som i en del tilfælde har været væk fra arbejdsmarkedet i flere år. Det er personer, der står uden menneskeværdig bolig, eller som på grund af deres misbrugs historie ikke ønsker at vende tilbage til det belastede miljø, de kom fra. Vi nævner dette for at tydeliggøre, at det ofte er personer, der har hårde odds i mod sig. Det er personer, for hvem det at holde sig ædru/clean ofte er sej kamp. På Vingehus er vores ambition at hjælpe beboerne til et værdigt liv efter deres behandling. Men som altid hviler rigtig meget på den enkeltes egne skuldre. Det er, når hverdagen melder sig, at den nyerhvervede ædruelighed skal stå sin prøve.

Det var lidt af den baggrund, der er nødvendig for, at læseren kan forstå, hvilken stor oplevelse det er at være til julefrokost på Vingehus, og det er derfor overskriften er; ”Meget mere end en julefrokost”. Det er meget mere end noget rigtig god mad (det er selvfølgelig helt afgørende for enhver julefrokost).

For os behandlere er det en stor og livsbekræftende oplevelse hvert år til jul at møde tidligere beboere, der, på trods af at det er op af bakke ind imellem, har formået at skabe sig en ædru/clean tilværelse. Måske er kommet i arbejde og har fundet et ordentligt sted at bo. Måske har fået genetableret kontakt til eventuelle børn og familie. Der sker meget i løbet af et år. Vi hører også fra deltagere, der giver udtryk for, at det er stort at få snakket med dem, man har været i behandling med. Der bliver delt meget til julefrokost på Vingehus. Vi bliver bekræftet i, at der faktisk er noget, der virker. Den årlige julefrokost bestyrker os i troen på, at det, der sker i primærbehandlingen og efterfølgende på Vingehus, virker for rigtig mange mennesker.

For de nuværende beboere er det voldsomt lige pludselig at opleve et stort rykind af fremmede mennesker. Nogle kan have svært ved at skulle være sammen med så mange mennesker på en gang. Også derfor er det ”mere end en julefrokost”. Det kan også være en behandlingsmæssig værdifuld øvelse i at kunne blive i sig selv sammen med mange mennesker.

Så julefrokost på Vingehus er en af de tilbagevendende begivenheder, vi alle ser frem til hvert år og det er vel at mærke altid; ”Mere end en julefrokost”. Vi vil gerne endnu en gang sige tak for jeres deltagelse og tak til de nuværende beboere på Vingehus, der gjorde det muligt igen i år. Tak og god jul.

Nils Jensen

2 kommentarer

  1. LARS siger:
    Thursday, December 16, 2010 at 8:56pm

    Tak for en rigtig dejlig dag på “Vingen” og som du så rigtigt skriver er det mere end blot en julefrokost, jeg var med for andet år i træk men har kun været ædru i 15 måneder, så kan de smarte selv regne ud jeg var der sidste år, og ja i år var det noget andet for mit vedkomne, jeg glædede mig så utroligt meget til og være sammen med dem jeg havde været behandling sammen med, og naturligvis også at se behandlerne igen, men dem ser jeg jo et par gange i løbet af året af forskellige grunde, men lige den her frokost tror jeg alle har det med ligesom jeg, vi mødes og venter spændt på og se hvor mange af dem man var der sammen med der dukker op, og ja så gør man sine tanker om dem der ikke var der, men nu ikke så meget man glæder sig meget over gensynet med dem der var mødt op, og så går snakken om vind og vejr, og mest om hvor dejligt et liv man har fået takket den behandling man fik, og ja noget må jo virke siden tallet stiger, der bliver flere af os ædrue, og vil lige hurtigt afslutte med en stor tak til alle dem der har været medvirkende til at jeg har det så godt som jeg har det nu, tror aldrig jeg har været så glad for noget som jeg er den dag idag, mit liv som jeg ønsker det skal være, er så utrolig taknemlig for at jeg ikke mistede det hele inden jeg fik mig taget sammen og fik den nødvendige hjælp, tak allesammen med ønske om en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår…Lars

    Skriv svar

    • Nils siger:
      Tuesday, December 21, 2010 at 4:44am

      Kære Lars Tak for din kommentar. Det var meget livsbekræftende at læse. Det er godt at vide at det vi tilbyder virker og at julefrokosten er en god anledning til at blive mindet om det.

      Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *