Fodspor i sneen og andre spor – En vinterfortælling fra Rundalen

Publiceret den 15/12/10 0 Kommentarer

Fodspor i sneen og andre spor

En vinterfortælling fra Rundalen

På en af Vingehus, efterhånden mange, ture til huset i Sverige fandt vi landskabet dækket af et tykt lag sne. På anden dag skulle vi, som sædvanlig, ud på vores traditionelle vandretur i skov og fjeld. Vandreturen følger altid den samme rute. Men alligevel er den altid ny for os, der har gået den før. Det er en ny gruppe, der går turen, og det er på forskellige tidspunkter af året. Så turen er aldrig den samme. Heller ikke denne gang.

Denne gang var det i 15 til 20 cm sne ad ikke ryddede skovstier og i smukt, klart frostvejr. Turen var denne gang lidt mere anstrengende. Det kræver sin m/k at vandre i sne. Da vi var halvvejs, stoppede vi op for at holde hvil og kom på en eller anden måde til at tale om det at gå i hinandens fodspor. Det gav os mange associationer om, hvad det er, 12 trins programmet handler om.

Er det netop ikke det, vi gør, når vi ”går vejen” og forsøger at følge programmet, forsøger at forblive ædru/clean. Vi går i andres fodspor. Somme tider går det let og smertefrit derudad. Til andre tider er det op ad bakke, og det gør ondt i krop og sind. Sommetider går vi vild og kommer ind i en blindgyde og må bruge kræfter på at komme tilbage på sporet. Somme tider må vi måske bæres et stykke af vejen. Eller som Van Morrison synger i sangen ”Sometimes we cry”[1]

Sometimes we know, sometimes we don’t
Sometimes we give, sometimes we won’t
Sometimes we’re strong, sometimes we’re wrong
Sometimes we cry

Sometimes it’s bad when the going gets tough
When we look in the mirror and we want to give up
Sometimes we don’t even think we’ll try
Sometimes we cry

Well we’re gonna have to sit down and think it right through
If we’re only human what more can we do
The only thing to do is eat humble pie[2]
Sometimes we cry

Somme tider må vi, som vi gjorde, stoppe op for at kunne komme videre. Vi stoppede op og overvejede; Hvordan kommer jeg/vi videre her fra? Vi talte om vigtigheden af ikke at forcere noget. Somme tider må vi spise ; ”…Humble pie…when the going gets tough.” Vi genoptog vores vandring og gik i hinandens fodspor og oplevede meget stærkt og bogstaveligt, at nogen havde gået vejen før os, og at vi blot skulle gå i deres fodspor. Vi skulle blot holde os på den smalle sti og holde os på sporet.

Hver enkelt af os trådte fodspor i sneen, banede vejen for den, der kom bagefter. Vi gjorde det alle sammen nemmere for hinanden at gå vejen. Det at følge i andres fodspor er at vise tillid til den, der går foran. Det er overgivelse, det er at tro på, at den, der går foran mig, vil mig noget godt. Det er at opleve, at der er noget uden for mig selv, der er større end mig selv. Det er at acceptere egen magtesløshed. Det er kort fortalt; åndelighed.

Den, der gik forrest angav en rytme, som passede hver enkelt. På den måde fik vi den anden eller tredje luft og oplevede på forskellige tidspunkter den forunderlige meditative tilstand, du kan opnå, når du går langt. Den tilstand hvor hjernen og bevidstheden sættes på autopilot og hvor benene automatisk og uden bevidsthedskontrol, flytter sig og du tager et skridt ad gangen.

Vi kom tilbage til hytten. Vi kom alle derhen, hvor vi ville og kom der ved at følge i hinandens fodspor. Vi kom frem ved at følge de fodspor, vi satte for hinanden og os selv. Vi kom frem ved at overlade os til den grammatik, som kroppen dikterede. Et skridt ad gangen, en fod foran den anden. Det var en vandretur, der efterlod forgængelige spor i sneen men blivende spor i vores bevidsthed.

Af Nils


[1] Van Morrison (1997) Sometimes we cry. The healing Game

[2]Eat humble pie: Ydmyge sig, bede ydmygt om forladelse, krybe til korset

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *