Behandlingscenter Tjele – faglighed gennem 20 år.

Publiceret den 11/12/10 2 Kommentarer

Behandlingscenter Tjeles leder gennem 20 årEfter selv at have været i alkoholbehandling på Helios Fonden, dengang Holmehus, og efterfølgende arbejdet på stedet et par år, voksede Jan Meinckes ønske om at starte eget behandlingscenter for i løbet af efteråret 1990.

1. december 1990 blev ønsket til en realitet, og Behandlingscenter Tjele slog dørene op for de første patienter. I de første år efter Minnesotamodellen var kommet til Danmark, blev de daværende behandlingssteder i høj grad drevet af mennesker med et brændende mod på at hjælpe andre alkoholikere. Dengang var det ofte tilstrækkelig kvalifikation at være ædru alkoholiker og en ildsjæl.

At være en ildsjæl og ædru alkoholiker er også på Behandlingscenter Tjele en vigtig kvalifikation, men Jan Meincke var – ud over iværksætterlyst – også drevet af et stort ønske om at drive et behandlingssted med en høj grad af faglighed. Og da behandlingsformen efter nogle år begyndte at bide sig fast, voksede behovet for faguddannede til at varetage behandlingen.

Faglighed og professionalisme kombineret med lysten og evnen til at hjælpe alkoholikere har været Behandlingscenter Tjeles kendemærke gennem årene. Lige fra centrets start har det betydet meget, at Jan som uddannet socialpædagog var en leder, der selv var i besiddelse af den fornødne faglighed. Hvad angår det sygeplejefaglige havde centret i de allerførste måneder hjælp af sygeplejersker fra Tjele Kommune til sygeplejefaglige spørgsmål især vedrørende afrusning, men allerede i marts 1991 ansatte centret sin egen sygeplejerske og sikrede således tidligt et højt sygeplejefagligt niveau.

I erkendelse af, at det ikke er en behandlingsmæssig kompetence i sig selv at være ædru alkoholiker, startede alkologuddannelsen i Danmark i 1992 inspireret af og på højde med de bedste udenlandske uddannelsesprogrammer. Uddannelsen sikrede, at kommende rådgivere var i besiddelse af de fornødne teoretiske og praktiske færdigheder til at kunne varetage rådgivergerningen. Da uddannelsen var oprettet var Tjele et af de steder, der først sendte medarbejdere på uddannelsen. Senere, i 1994-95, opstillede den nydannede brancheforening for de større Minnesota-behandlingssteder en række kvalitetskrav, som medlemmerne af foreningen skulle leve op til. Blandt disse kvalitetskrav var, at en rådgiver skulle have en relevant uddannelse. Sidenhen blev man i brancheforeningen også enige om vigtigheden af at have en faguddannet psykolog ansat på eller knyttet til behandlingsstedet, hvilket Tjele siden har haft.

Da der ikke fandtes nogen formel uddannelse af sygevagter, tog Jan og Kirsten Meincke initiativ til at lave Behandlingscenter Tjeles egen. Sygevagterne er grundigt uddannet inden for medicin, fysisk og psykisk førstehjælp med hjertemassage samt har et grundlæggende kendskab til samtaleteknik og psykoterapi.

Efteruddannelse har høj prioritet. Alle sygeplejersker og sygevagter samt de fleste rådgivere er uddannet i at give abstinenslindrende og stabiliserende øreakupunktur (NADA), som dagligt bruges på Behandlingscenter Tjeles forskellige centre. Mange er uddannet i klangmassage. Centret har flere gange afholdt kurser med den internationalt anerkendte Craig Nakken fra USA til stor inspiration ikke bare i forbindelse med kurserne med også til nytænkning i hverdagen.

I dag fremstår Behandlingscenter Tjele som et behandlingscenter med et bredt funderet og meget veluddannet personale med læge, sygeplejersker, psykiater, psykolog, psykoterapeuter, alkologer, sygevagter samt professionelt personale i køkken og på kontor.

Skrevet af: Ingeborg Rasmussen

2 kommentarer

  1. Nils siger:
    Saturday, December 11, 2010 at 10:26am

    Et rigtig godt portræt og signalement af en ildsjæl, Jan Meincke og et ildsted der igennem 20 år har givet varme og ny energi, Benhandlingscenter Tjele.
    Kærlig hilsen Nils

    Skriv svar

  2. Nils siger:
    Saturday, December 11, 2010 at 11:01am

    Jeg var lidt for hurtig på “udgiv knappen”. For at det ikke skal være løgn, så har vi to ildsjæle; Kirsten og Jan

    Skriv svar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver aldrig publiceret eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med *